23948sdkhjf

Suez-kanalen bliver udvidet

Verdens vigtigste smutvej skal sætte skub i Egyptens økonomi
Suez-kanalen åbner i denne uge sluserne og bliver til en tosporet vandvej frem for ensporet. Det skriver finans.dk.

Udvidelsen er et led i en større plan om at give det urohærgede Egypten økonomisk hjælp, og udgravningen, der er beordret af den nye præsident Sisi, er på hans foranledning sket på blot et år i stedet for de oprindeligt planlagte tre.

Var det ikke for Suez-kanalen, ville verdens største handelsrute til søs mellem Asien og Europa være betydeligt længere, idet flåden af skibene ville skulle syd om Kap Det Gode Håb og rundt om hele Afrika.

Sådan har det været helt tilbage til 1869, men nu bliver passagen endnu smartere, når der torsdag er officiel åbningsceremoni af en 72 km stor udvidelse af den i forvejen næsten 200 km lange kanal.

- Det er en af de vigtigste vandveje for verdenshandlen og har været det i mange år. Det er en genvej på vand til Middelhavet, og man sparer 8900 km i forhold til at sejle nedenom Afrika. Når rederierne sejler mellem Asien og Europa, kigger de meget på brændstofomkostningerne, også selv om de måske er lave som nu, og med Suez tager det 14 dage i stedet for 24. Det er 43 pct. mindre, så den har en kæmpe betydning, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danmarks Rederiforening, til finans.dk.

Med udvidelsen mindskes gennemsejlingstiden fra 22 til 11 timer, og det betyder noget for både brændstofforbrug og rederiernes leveringstid, selv om det naturligvis ikke er altafgørende i forhold til i dag.

- Tidligere har man kunnet sejle nord og syd, og så har der været et sted at overhale. Nu er der to spor i begge retninger. Det betyder, at kanalen kan tage bredere skibe, og at det bliver mere effektivt, og det er til gavn for søfarten, selv om nogle af prognoserne for, hvor meget det bidrager til Egyptens økonomi, måske bærer lidt præg af ønsketænkning, forklarer Maria Bruun Skipper.

Shippinganalytiker Peter Sand fra shippingorganisationen Bimco peger på, at den kortere transittid ikke alene berettiger udvidelsen.

- Der er jævnligt afbrydelser i Suez-kanalen, men man skal altid sammenligne det med, at alternativet er at tage rundt om Afrika, så afbrydelserne i sig selv retfærdiggør ikke udvidelsen. Hvis egypterne skal gøre alvor af at øge indtjeningen fra 5 til 13 mia. dollars, sker det i hvert fald ikke bare ved at grave et hul i jorden. Men udvidelsen er jo også en del af en stor plan om udvidelse af havne og en række andre tillægsydelser, så det er ikke bare at levere transitten, forklarer han.

Dermed kan Suez stjæle lidt opmærksomhed tilbage fra den konkurrerende Panama-kanal, der også er ved at udvide, så den kan lade langt større containerskibe passere end tidligere.

Kilde: finans.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11