23948sdkhjf

Industry Supply opkøber Industri-nyt

Industry Supply, der dagligt udsender 153.000 nyhedsbreve til industribrancher i Norden, har købt medievirksomheden Industri-nyt i Hjallerup og overtager portalen fra 1. september 2015
- Vi vil gerne videreføre de tanker, der ligger bag Industri-nyt og samtidig integrere websitet med den måde, vi meget målrettet arbejder med industrierne, så en bredere kreds kan få glæde af det gode arbejde, der laves, siger Niels H. Carstensen, koncerndirektør i Industry Supply.

Industry Supply ejer 21 erhvervsmedier i Norden heraf otte printmedier blandt andet Licitationen, Motormagasinet, Transportmagasinet, Jern & Maskinindustrien, Mestertidende og Magasinet Pleje.

Brancheportalerne under virksomheden hedder Metal Supply, Building Supply, Wood Supply, Electronic Supply, Food Supply, RetailNews, Energy Supply, Skog Supply og Entreprenad Supply.

Nu føjes Industri-Nyt til paletten, når Industry Supply med virkning fra 1. september 2015 overtager nyhedssitet fra de to iværksættere og brødre, Anders Skotlander og Lasse Thomsen.

De overdrager deres fælles virksomhed Industri-nyt til Industry Supply, idet de to brødre begge driver forretninger sideløbende med Industri-nyt. Disse virksomheder vokser i øjeblikket så kraftigt, at de kræver fuld ressource og fokus fra de to iværksættere.

- Jeg må erkende, at døgnet kun har 24 timer og i kraft af, at markedet inden for teknologi i sundhedssektoren er i rivende udvikling, modtager vi hos LT Automation mange nye spændende ordrer. Det betyder, at jeg bruger 16 timer dagligt på robotudvikling. Samtidig har jeg en familie og søvn at tage hensyn til, så der må prioriteres. Tidsproblematikken er velkendt for min bror, så vi er enige om at videregive vores portal Industri-nyt til Industry Supply, der har den fornødne tid til at fokusere på nyhedsstof, lyder det fra Lasse Thomsen, ejer og direktør af LT Automation.

Valget om at portalen skulle overdrages til Industry Supply var ikke en vanskelig beslutning for de to brødre, der betragter Industry Supply som en seriøs og kompetent medievirksomhed.

- Industry Supply er de dygtigste i branchen, derfor var det naturligt for os at gå sammen med dem. Med det nye setup tror vi på, at vi får skabt en superstærk platform med indhold til den danske industri, lyder det fra Anders Skotlander, direktør og ejer af Skotlander Spirits.

Industry Supply omsætter for over 100 mio. kr. Købsprisen for Industri-nyt offentliggøres ikke.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109