23948sdkhjf

Vækstmotoren sidder i lastbilerne

ITD-direktør Jacob Chr. Jensen opfordrer til øget digitalisering og et tæt europæisk samarbejde
Hjulene i den danske vejgodstransport kører for alvor rundt igen. Vi ser nu en genåbning af markederne og en vækst i antallet af lastbiltransporter i nordgående og sydgående retning.

Den positive stemning i vejgodstransporten skyldes ikke mindst, at danske transport- og logistikvirksomheder bidrager kraftigt til at øge den danske eksport af varer til vores nærmarkeder.

Vi får positive meldinger fra vores medlemmer landet over, men udviklingen understøttes også af den netop offentliggjorte eksportanalyse af basisvareeksporten fra Udenrigsministeriet.

Her forventes en vækst på henholdsvis 35 milliarder kroner i 2015 og yderligere vækst i 2016 på 32,4 milliarder kroner.

Digitaliseringen af transport- og logistikbranchen vil åbne op for en revolutionerende effektivisering af branchen og hjælpe til at håndhæve de europæiske regler for vejgodstransport.

Et vigtigt tiltag på dette område er digitalisering af transportdokumenter til henholdsvis gods, lastbil og chauffør. Vi ser et presserende behov for at sikre, at elektroniske fragtbreve bliver udbredt i Europa.

Til trods for en god EU-rammelovgivning på området er der indtil videre kun 13 lande, der har underskrevet og ratificeret e-CMR protokollen.

Særligt problematisk er det, at Tyskland endnu ikke har vedtaget de fornødne love, da størstedelen af den internationale trafik ud af Danmark går mod syd. Det er derfor vigtigt, at der lægges et pres på Tyskland og EU og gerne med opbakning fra regeringen.

Endelig vil en øget europæisk digitalisering af godsfragten understøtte arbejdet for en fair konkurrence på det europæiske marked. Jo længere vi når i EU-regi med digitale fragtdokumenter og overvågning af transporterne, desto mere vil vi kunne værne os mod dem, der bryder lovgivningen på vejene.

Reglerne for den grænseoverskridende europæiske transport og etableringsretten skal naturligvis være baseret på sund fornuft og rimelighed. Men branchen må ikke bebyrdes af rigidt regelværk, som undergraver det indre marked.

ITD glæder sig derfor over, at transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt som noget af det første meldte ud, at han ønsker, at løsningerne for et fair transportmarked skal findes i EU, så vi i fællesskab sikrer, at danske transportvirksomheder har de bedste og mest fair forudsætninger for at være konkurrencedygtige med deres udenlandske kolleger, når de opererer i Europa.

Kilde: ITD

Artiklen er en del af temaet Debat.

Læs mere om: ITD
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125