23948sdkhjf

Lastbil kørte mindst 120 km/t

Russisk chauffør og lettisk vognmand har fået kæmpe bøder efter uansvarlig kørsel på motorvej E45
En russisk lastbilchaufførs ræs på motorvej E45 i en lettisk indregistreret lastbil kommer til at koste ham dyrt - og det lettiske vognmandsfirma endnu dyrere.

Tirsdag formiddag sendte Tungvognssektionen ved Nordjyllands politi lastbilen til undersøgelse hos Stiholt i Sæby.

Her kunne det konstateres, at der var indtil flere forhold, som ikke var i orden.

- Chaufføren kørte ulovligt, da han havde en kopi af og ikke den originale fællesskabstilladelse, som viser, at han har tilladelse til godstransport, med i bilen. Det udløser en bøde på 35.000 kroner til vognmanden, fortæller politiassistent Claus Piil fra Nordjyllands Politis Tungvognssektion.

Stik var defekt

Det var imidlertid ikke det eneste, der blev bemærket, da politiet gennemgik lastbilen.

For det viste sig, at et stik til impulsgiveren, der sidder ved gearkassen og er med til, at omdrejningerne stemmer overens med hastigheden, var defekt.

Den forseelse har kostet den russiske lastbilchauffør en bøde på 4.500 kroner, mens vognmanden har fået en bøde på 9.000 kroner.

Betinget frakendelse af kørekortet

Man fandt også beviser for alt for høj hastighed.

Lastbilen var udstyret med et gammelt analogt kontrolapparat, og her kunne man aflæse, at chaufføren har kørt alt for hurtigt på den nordjyske motorvej.

- Han måtte køre 80 kilometer i timen, og apparatet viste, at han havde kørt 128 kilometer. Vi trækker otte kilometer fra, og ender med en sigtelse for 120 kilometer i timen. Det har han fået en bøde på 2.500 kroner for samt en betinget frakendelse af kørekortet i Danmark. Herudover skal han betale 500 kroner til Offerfonden.

Klip i kørekortet

Flere af de bilister, der mandag alarmerede Nordjyllands Politi, bemærkede, at lastbilen også kørte for tæt på en forankørende lastbil.

- For for det har han fået en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, siger Claus Piil.

Der kunne ikke konstateres yderligere defekter ved køretøjet, som imidlertid er tilbageholdt, indtil bøderne er betalt.

- Omkostningerne for eftersynet hos Stiholt løber op i små 10.000 kroner, og det skal vognmanden også betale, fortæller Claus Piil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097