23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Liberaliser posten i Danmark

Private postfirmaer skal have bedre mulighed for at konkurrere mod Post Danmark, som nu igen får lov til at give danskerne ringere service, mener Dansk Erhverv
I lyset af at et politisk flertal i Folketinget vil acceptere en betydelig forringelse af den såkaldte befordringspligt, som Post Danmark skal opfylde, efterlyser Dansk Erhverv nu bedre muligheder for at konkurrenterne til at kunne udvikle nye postprodukter, der kan hjælpe kunderne.

- Det er på tide, at de private alternativer til Post Danmark får bedre muligheder for at hjælpe de kunder, der ikke længere er tilfredse med Post Danmark, siger markedschef i Dansk Erhverv Jakob Tietge.

- Flere private distributører indenfor alt fra pakker, aviser og reklamer er allerede landsdækkende, og kan udvikle nye services til borgerne, hvis man politisk vil tillade det, siger han.

De private aktører på området er i dag hæmmet af, at man politisk giver Post Danmark en række konkurrencefordele på prisen, der gør det sværere for andre leverandører at komme ind på markedet.

- Det er ærgerligt at postservicen i Danmark skal forringes, fordi Post Danmark ikke har kunnet drive en sund forretning. Vi forstår godt at politikerne har følt sig tvunget til at sænke de krav, man stiller til Post Danmark, så man tager højde for den faldende brevmængde. Men der er altså alternativer i markedet, og hvis man politisk vil tillade det, kan de alternativer blive endnu bedre, siger Jakob Tietge.

Fjern tvangsbidrag til Post Danmark

Dansk Erhverv fremhæver især den såkaldte udligningsordning i postloven som et problem. Med udligningsordningen kan konkurrenterne til Post Danmark blive pålagt at betale et tvangsbidrag pr. forsendelse de udsender, som skal gå til Post Danmark. Den form for finansiering af Post Danmark mener Dansk Erhverv hæmmer konkurrencen og udviklingen af nye tilbud til kunderne.

- Tvangsbidraget til Post Danmark skaber en enorm usikkerhed omkring konkurrenternes økonomi. Post Danmark har allerede fordel af, at de er momsfritaget på en lang række ydelser. Hvis konkurrenterne oven i det, skal tvinges til at betale et bidrag til Post Danmark, kan det blive svært at konkurrere og udvikle nye services til kunderne, siger Jakob Tietge.

Afventer svar fra Kammeradvokaten


Trafikstyrelsen har godkendt, at Post Danmark i år skal have lov til at starte udligningsordningen inden for breve for første gang. Virksomhederne, der rammes af krav om tvangsbidrag til Post Danmark, har imidlertid endnu ikke klarhed over, hvad de skal betale pr. forsendelse.

Dansk Erhverv har desuden stillet en række spørgsmål til Post Danmarks dokumentation for, at de skulle være berettiget til tvangsbidrag fra konkurrenterne og til lovhjemmelen til at kræve en række særlige udgifter delvist dækket hos konkurrenterne. For eksempel Post Danmarks udgifter til tjenestemænd og blindeforsendelser.

Trafikstyrelsen har videresendt spørgsmålene til Kammeradvokaten, der snart ventes at komme med sin holdning.

- At der fortsat er så stor usikkerhed om, hvad man skal betale og grundlaget for at opkræve tvangsbidraget, viser jo bare hvor håbløs udligningsordningen er. Det er blot endnu et godt argument for, at politikere afskaffer ordningen, når man nu alligevel skal revidere postloven, siger Jakob Tietge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078