23948sdkhjf

- Bøder i den størrelse lukker virksomheder

Gyserhistorier fra transportbranchen: Chauffør fik bøde på 194.000 kroner, og vognmanden måtte slippe 389.000 kr. for 42 overtrædelser på en måned.
En chauffør blev stoppet af politiet i en vejkontrol og fik kontrolleret sin køre/hviletid 28 dage bagud. Der blev konstateret 42 overtrædelser, hvilket resulterede i 17 frakendelser af kørekortet - heraf flere ubetinget.

Konsekvensen af overtrædelserne blev en bøde på 194.000 kroner til chaufføren og 389.500 kroner i bøde til vognmanden. Og det var altså for én chauffør i én vejkontrol.

Gyserhistorien blev fortalt for nylig, da foreningen for de mærkeuafhængige værksteder Dansk Bilbrancheråd havde møde i ERFA-gruppen for tunge køretøjer.

Carl Peter Frederiksen, direktør for TungVognsSpecialisten, var inviteret som gæstetaler, og han lukkede op for posen med køre/hviletidssager.

Gammel politimand

Carl Peter Frederiksen har arbejdet 24 år i færdselspolitiet. Han har blandt andet været leder af Tungvognssektionen, som han var med til at etablere i 1998.

Han slog fast, at regler for køre/hviletid er helt utrolig komplicerede, og at det er uhyggelig nemt at komme meget galt afsted.

- Hvis man ikke har styr på det her køre/hviletid, mister chaufføren hurtigt sit kørekort. De bøder, som vognmanden får, lukker hurtigt forretningen, siger Carl Peter Frederiksen, som ud over køre/hviletid også fortalte om regler og love vedrørende fartskrivere, førerkort og kvalifikationsbevis.

En vognmand har måske 12 eller 15 biler, og hvis de alle sammen får flere hundrede tusinde kroner i bøde, lukker sådan en helt almindelig vejkontrol hurtigt en vognmandsvirksomhed.

Bøde på tre millioner kroner

Carl Peter Frederiksen fortalte om bøder på mere end tre millioner kroner i bøder til vognmænd, mens en chauffør nemt kan redde sig en bøde på op til en halv million kroner.

Der er tale om meget, meget komplicerede regler, og de er rettet mod borgere, som ikke er de bogligt stærkeste. Reglerne betyder, at chauffører på stribe mister deres kørekort. Mange overtrædelser er bevidste, men endnu flere er helt sikkert ubevidste.

Gælder også på værkstedet

Der er også mange muligheder for at komme galt af sted for mekanikere og andre ansatte på værksteder.

- Når en vognmand har en lastbil, så er han ansvarlig for alt, hvad der sker med den lastbil – heriblandt at køre/hviletidsreglerne bliver overholdt. Det gælder også værkstedspersonalet. Det vil sige, at vognmanden er også ansvarlig for download af mekanikerens førerkort, siger Carl Peter Frederiksen.

- Hvis der er tale om almindelig transport frem og tilbage til værkstedet, så gælder de almindelige køre/hviletidsregler inklusiv download af førerkort. Der er dog nogle undtagelser for så vidt angår chaufføruddannelsen.

6.000 kroner pr. chauffør

Hvis ikke vognmanden kan levere de data, politiet ønsker, så koster det 6.000 kroner i bøde pr. chauffør pr. bil pr. dag.

Hvis man bliver taget i seks betjeningsfejl af tachografen på tre år, så får man en betinget frakendelse af kørekortet plus bøder, og hvis en chauffør laver to gange seks betjeningsfejl på de tre år, så er straffen en ubetinget frakendelse af kørekortet. Hver forseelse slettes efter tre år.

Skal have styr på fire kort

Der findes fire forskellige kort til fartskriveren:

1. Førerkortet.

Kører du på en andens førerkort, så er det en straffelovsovertrædelse. Førerkortet er lige så personligt som et pas. Du kan blive arresteret og transporteret til politistationen, hvis du bliver taget i at køre på en andens førerkort.

2. Værkstedskortet.

Mekanikeren har en pinkode, der giver adgang til lageret i tachografen, hvor han kan programmere kontrolapparatet. Et værkstedskort giver ikke mekanikeren ret til at køre lastbilen. Værkstedskortet gælder kun et år, og hvis en chauffør giver en mekaniker en halv flaske snaps for lige at løfte fartskriverens hastighed, så kan man altid finde tilbage til den pågældende mekaniker via værkstedskortet. Kontrolmyndighederne kan altid finde præcis den mekaniker, der har fusket med indtastning af forkerte parametre, ulovlig tilslutning af ekstraudstyr (manipulationsudstyr) med videre.

3. Virksomhedskortet.

Data låses til den pågældende virksomhed.

4. Kontrolkortet.

Kontrolkortet giver adgang til forskellige kontroller. Man kan se, hvad den enkelte betjent har foretaget sig, og man kan se hvilke tachografer, kortet har været inde i.

EU vil endnu videre

EU arbejder på at ALT skal registreres 24 timer i døgnet 365 dage om året. Mange lande kæmper imod heriblandt Danmark. Idéen med at registrere alt giver måske god mening, men er ikke praktisk mulig at gennemføre.

Derfor dette råd til alle, der sætter sig ind i en lastbil: Kør ALDRIG på en andens førerkort, det er en straffelovsovertrædelse.

Kommenter artiklen (8)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089