23948sdkhjf

Transport-korridor i Nordsjælland sløjfes måske

Ministeren har indkaldt til høring om eventuel ophævelse af reservation af areal til Ring 5-motorvej
Fra stranden ved Højstrup i nord til Helsingørmotorvejen i syd går et bælte, som staten gennem 40 år har reserveret til eventuelle fremtidig infrastruktur.

I 40 år har det ikke været tilladt at bygge og byudvikle i det pågældende areal. Men nu er det muligt, at staten ophæver reservationen inden for en overskuelig fremtid, skriver Helsingør Dagblad.

Transportminister Hans Christian Schmidt har indkaldt til offentlig høring den 9. juni om perspektiverne i at ophæve transportkorridoren.

Debatten handler især om, hvorvidt det stadigvæk giver mening, at staten reserverer et areal til en Ring 5-motorvej i en stor bue fra Kokkedal til Køge rundt om København. Men Transportministeriet tager også transportkorridoren fra Kokkedal til Højstrup med i arbejdet.

- Jeg kan oplyse, at det overordnede tema for den kommende høring vil være perspektiverne i en eventuel Ring 5-motorvej i transportkorridoren. En Ring 5-motorvej kan imidlertid have relevans for en eventuel kommende HH-forbindelse, hvorfor vi også bør forholde os til den nordvestlige del af transportkorridoren, skriver transportminister Hans Christian Schmidt i et svar til Poul Drews.

- Jeg har derfor bedt mine embedsmænd om at afdække også det mulige trafikale behov for den nordvestlige del af transportkorridoren. Det har jeg gjort, da jeg mener, at vi skal have de fremtidige trafikale konsekvenser belyst forud for en eventuel beslutning om en hel eller delvis ophævelse af arealreservationerne.

Poul Drews bor i Julianelund i Helsingørs udkant. Området ligger i transportkorridoren, og Poul Drews følger derfor med stor interesse det politiske arbejde med korridorens fremtid.

- Først og fremmest må jeg sige, at vi har et fantastisk demokrati, når man som ganske almindelig borger kan skrive til en minister og et udvalg og så få sådan et kvalificeret svar, siger Poul Drews.

Poul Drews har, som størstedelen af husejerne i Julianelund, udbygget sit hus, selvom det strider mod en række bestemmelser, blandt andet statens arealreservation. Poul Drews håber på, at staten vil fjerne arealreservationen gennem Julianelund, og at det vil få Helsingørs byråd til at revidere beslutningen om nedrivning af de 'ulovlige' tilbygninger.

Helsingør Dagblad forsøgte i går at få oplyst, om Helsingør Kommune kommer med høringssvar i forbindelse med den offentlige høring. Men det lykkedes ikke inden deadline.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125