23948sdkhjf

Udenlandsk chauffør blæste på reglerne

Rumænsk chauffør i spansk lastbil fuskede med fartskriveren - og det kostede ham kortet samt en bøde på 10.000 kr.
Færdselspolitiets afdeling for kontrol af tunge køretøjer standsede onsdag morgen en spansk lastbil med henblik på rutinemæssig kontrol efter kørsel på Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning.

Bag rattet i den ældre lastbil sad en 40-årig mandlig chauffør fra Rumænien. Politiet kunne ved kontrollen konstatere, at chaufføren ikke havde fået registreret nogen optegnelser på diagramarket i lastbilens analoge tachograf.

Ved nærmere undersøgelse af årsagen hertil fandt politiet en magnet placeret på fartskriverens impulsgiver, således at signalet til fartskriveren og dermed optegnelser af chaufførens køre- og hviletider blev forhindret. Magneten bevirkede endvidere, at lastbilens hastighedsbegrænser blev sat ud af drift.

Derudover kunne politiet konstatere, at chaufføren havde overtrådt sin køretid på grund af manglende afholdelse af de lovpligtige pauser, ligesom han havde glemt at betale vejafgift for lastbiler over 12 tons.

Politiet tilbageholdt lastbilen, indtil politiet med assistance fra en tolk fik sigtet og afhørt den rumænske chauffør. Da der var tale om et udenlandsk køretøj og udenlandsk chauffør, blev sagen straks afgjort med en bøde på 10.000 kr. samt et halvt års ubetinget frakendelse af kørekortet for chaufførens vedkommende.

Den spanske vognmand blev også straks sigtet for sit objektive ansvar for den foretagne kørsel i lastbilen og fik en bøde på 15.500 kr. Bøderne blev betalt via en bankoverførsel, hvorefter lastbilen blev frigivet.

Vognmanden må nu finde en anden chauffør, idet rumæneren jo ikke må køre lastbil i Danmark det næste halve år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157