23948sdkhjf

Kalundborg vil være hele Sjællands containerhavn

Den rigtige placering, dybt vand og et stort havneareal gør Kalundborg Havn til en oplagt kandidat som Sjællands nye containerhavn
Københavns containerhavn skal senest i år 2020 flytte fra sin nuværende placering i Nordhavnen til en ny lokation. På den baggrund slår Kalundborg Havns direktør, Bent Rasmussen, i dag i dagbladet Børsen til lyd for, at Kalundborg Havn kan blive Sjællands nye containerhavn.

I et debatindlæg gør han det klart, at Kalundborg Havn er et indlysende valg som nyt centrum for containertrafikken på Sjælland.

- Kalundborg lægger allerede i dag havn til den største industrikoncentration uden for Københavnsområdet. Sammen med de tre øvrige havne i bunden af Kalundborg Fjord udgør Kalundborg Havn et af landets største maritime miljøer og står hver dag for en omfattende skibs- og godsomsætning. Vi breder os samtidig over et betydeligt havneareal, som vi inden 2020 har mulighed for at udvide med hele 400.000 kvadratmeter, fortæller havnedirektør Bent Rasmussen.

En anden af havnens helt store styrker er vanddybden, som spiller en væsentligt rolle for skibstrafikken. Alle prognoser peger på, at fremtidens skibe bliver større og stikker dybere, og allerede nu begrænser små vanddybder sejladsen i de danske havne.

- Her står Kalundborg Havn stærkt, idet vi med 15 meters vanddybde i både indsejlingskorridoren og ved vores kajer tilbyder Sjællands dybeste havn. Samtidig ligger vi helt centralt placeret for sø-trafikken med havn lige ud til dybvandsruten fra Nordsøen til Østersøen, siger Bent Rasmussen

Der har været overvejelser om at lægge en ny containerhavn syd for København. Men problemet med den løsning er, at skibe der kommer nordfra og stikker dybere end 7,7 meter skal hele vejen ned og rundt om Sjælland og derefter op i Øresund sydfra. Dette skyldes Drogden-renden – farvandet mellem Amager og Saltholm – der netop kun har en vanddybde på 7,7 meter. Det vil faktisk give en væsentligt øget mersejltid, med betydelige ekstraomkostninger for skibene til følge.

- Vi vil kort sagt være et oplagt sted for en ny sjællandsk containerhavn, da det vil være en fremtidssikker løsning, der ikke kræver investeringer fra statskassen. Vi udbygger havnen for egne midler, men har i dag allerede god plads til at kunne overtage containertrafikken fra København, siger Bent Rasmussen, der håber at langt flere containere i fremtiden vil finde vej til Kalundborg Havn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109