23948sdkhjf

Nordsjællandsk trafikkorridor halveres

Politikerne opgiver areal-reservationerne i den nordsjællandske del af Ring 5.
De 40 år gamle planer om en nordsjællandsk transportkorridor mellem Helsingør og Køge - den såkaldte Ring 5 - ser ud til at blive godt begrænset og væsentlig kortere. Det kan ende med en amputeret Ring 5 Syd mellem Frederikssundvejen og Køge, som der er en reel interesse for; mens kommunerne i den nordlige del mellem Helsingør og Frederikssundmotorvejen frabeder sig den tværgående motorvej.

- Vi skal i hvert fald i gang med at slanke korridoren. Det er ønskerne fra de politiske partier, siger transportminister Hans Chr. Schmidt (V). Han har sat sig for bordenden i en proces, som blev igangsat sidste efterår af et beslutningsforslag fra Enhedslisten, Radikale og Konservative i om at ophæve arealreservationerne. En ophævelse vil betyde, at grundejerne i de berørte områder kan få bygge- og erhvervstilladelser.

Plan for svenske godstog

Korridoren er 40 år gamle arealreservationer, der er en kilometer bred til en kombineret motorvej og jernbaneforbindelse til godstog fra Sverige via en fast HH-forbindelse. Prisen for en sådan motorvej er 11 milliarder kroner.

Ingen regner seriøst med tog og slet ikke godstog via Helsingør-Helsingborg gennem Nordsjælland, hvis der overhovedet skulle komme en fast forbindelse.

Der regnes heller ikke med, at en HH-tunnel i givet fald kommer til at ligge der, hvor der er reserveret plads i Helsingør, så den nordligste spids kunne slettes.

Region kræver alternativ

Der er også de, som vil nøjes med den sydlige korridor op til Frederikssundmotorvejen, som skønnes at koste 6,5 milliarder kroner. Det gælder blandt andre borgmestrene i Allerød, Fredensborg, Birkerød, Furesø og Egedal, som kort og godt vil fjerne risikoen for en ny motorvej gennem deres naturskønne områder.

Transportkorridoren fjernes dog ikke helt, før man har besluttet sig for et alternativ eller hvad der overhovedet skal ske med den nordsjællandske vej- og baneinfrastruktur, fastslår hovedstadens regionsborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Hun vil gerne kigge på, om den nuværende transportkorridor er den rigtige, men hun ønsker en korridor, der i fremtiden kan aflaste de tætbebyggede omegnskommuner. Det kunne være en Ring 5½ eller Ring 6 eller noget helt tredje.

- Jeg anbefaler at beholde transportkorridoren i Ring 5, indtil vi har et beslutningsgrundlag om metropolens udvidelse, erklærede Sophie Hæstorp Andersen på en konference på Christiansborg, som var var affødt af forslaget fra Enhedslisten, Radikale og Konservative.
Det var så meget transportminister Hans Chr. Schmidts (V) konference, at han satte sig selv ind som ordstyrer.

Den jyske ligning

- Hvis I vil have vækst og velstand på samme måde som jyderne, så bliver I nødt til at erkende, at så skal der også veje til, sagde branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

- En trafikal infrastruktur skaber mobilitet og den vækst og velstand, som vi alle gerne vil have del i. Den ligning gælder også det nordsjællandske område, tilføjede han.

- Det var en klog disposition for 40 år siden. Vi kan ikke undvære transportkorridoren. Man må indstille sig på, at kommer mere trafik, og vi skal finde løsninger på at komme bedst omkring det storkøbenhavnske område.

Havnetunnelsen står øverst på hans liste, efterfulgt af motorvejene til Frederikssund og Hillerød, men han holder fast i Ring 5.

- Forudsætningen for at slanke eller fravælge korridoren er, at region hovedstaden og tilliggende områder bliver enige om, hvad man vil på det trafikale område, formanede branchedirektøren.

Det handler om parallelvej

Michael Svane opfordrer til at begynde med anlæggelse af Ring 5 Syd og såmænd annullere reservationen oppe ved Helsingør.
Borgmester Michael Ziegler (K) fra Høje-Tåstrup ønsker en VVM for Ring 5 Syd fra Frederikssundmotorvejen til Køge.

May-Britt Kattrup (LA) fra Hørsholm sigter efter, at arealreservationerne fastholdes i syd og ophæves i nord, hvor hun er valgt.

- I nord skal vi tilgengæld have bygget Frederiksundmotorvejen færdig, Hillerødmotorvejen skal på plads, og måske skal man have nogle tværveje, siger May-Britt Kattrup.

Svært med København

- Øresundsbron kan tage langt mere trafik, svarer Hans Chr. Schmidt om behovet for en HH-forbindelse.

Transportkorridoren indgår i Erhvervs- og Vækstministeriets arbejde med fornyelse af fingerplanen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109