23948sdkhjf

Højere effektivitet hos Gert Svith

Vognmandsvirksomheden fra Grenaa har fået mere for pengene og går frem i regnskabet for 2015
Da Vognmandsfirmaet Gert Svith A/S fra Grenaa for nylig kom ud med årsrapporten for 2015, var det med særdeles pæne tal på bundlinjen, med en fremgang på over 1 mio. kr. på resultatet.

Således lød årets resultat før skat på 6,7 mio. kr., mod 5,4 mio. kr. i 2014. Samtidig er egenkapitalen vokset fra 23,9 mio. kr. til 26,1 mio. kr. - og det er direktør Gert Svith meget godt tilfreds med.

- Vi har formået at styrke vores effektivitet, og så ser vi lidt bedre tider i konjunkturerne generelt – der er mere optimisme, fortæller han til Transportmagasinet.

Bedre end forventet

På grund af et lidt sløjt første kvartal, er temperaturen på ledelsesberetningen en anelse lunken. For eksempel har man varslet færre større arbejder i 2016 - men de forbehold har vist sig ikke helt at holde stik, fortæller vognmanden:

- Hvis resten af året følger den aktivitet, vi havde i andet kvartal, så bliver resultatet for 2016 meget bedre. Vi har i hvert fald gode forventninger, det er helt sikkert.

Mere for pengene
Med det samme antal medarbejdere, 54 fuldtidsstillinger, er det lykkedes Gert Svith stadig at øge sin indtjening - og den ære har medarbejderne en stor aktie i.

- Vi har jo et rigtig godt mandskab med høj anciennitet, og det betyder meget. Vi ved, at vi har stabile chauffører, der kører hver dag, og det betyder virkelig meget for forretningen, siger Gert Svith.

Komfortabelt niveau
Måske man kunne tænke, at en virksomhedsleder nemt kunne fristes af lidt ekstra på kistebunden til at slå ud med armene. Men selvom tiderne er ganske gode for forretningen, og der er optimisme i samfundet generelt, er der ikke store vækstambitioner at spore hos Gert Svith:

- Vi befinder os godt i det spor, hvor vi kører nu. Så det har vi ikke tænkt os at lave om på, slutter han.

Vognmandsfirmaet Gert Svith A/S beskæftiger sig med lastvognstransport, herunder sværgodstransporter og kranaktivitet, samt råstofudvinding med transport.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078