23948sdkhjf

Fornem økonomi i den nye Scania

Test af den nye generation af Scania-lastbiler. Alt er forbedret - ikke mindst på økonomien
Vi var imponeret over de mange forbedringer, da vi testede Scanias nye generation af lastbiler første gang. Det var i omegnen af Södertälje, hvor fabrikken har hovedkontor.

I sidste uge fik vi mulighed for at prøve den nye R450 model under danske forhold . Det blev til en tur fra Ishøj og til Vordingborg og retur delvist ad den gamle A2 landevej, der er kendt for sine mange bakker.

I alt en tur på 129 kilometer med 76 km/t i gennemsnit og med et forbrug på 4,3 km/l. Det er pænt for en 40 ton tung eksporttrækker.

Flittig til Eco-Roll

På de mange langstrakte bakker var bilen flittig til at gå i Eco-Roll mode, hvor den kører i frigear. Den var også god til at forudse bakkerne gennem dens "Active Prediction" eller Prediction Cruise Control.

På intet tidspunkt kom vi længere ned end 11. gear i den 12 trins automatiserede gearkasse.

Bilen har både motorbremse og retarder. De aktiveres på den første del af bremsepedalen. Vil man benytte retarder alene, kan man hurtigt skifte system.

Testbilen havde Scanias berygtede 450 hk motor, som i Euro 5-udformning vandt adskillelige brændstoftests i Tyskland. Motoren er i bund og grund som før, men opdateret.

- Der er mindsk fem procents brændstofbesparelse sammenlignet med den tidligere Scania Streamline, som i forvejen har en god brændstoføkonomi, fortæller Scanias salgsdirektør Anton Freiesleben.

- Mange vil nok opleve omkring 10 procent brændstofbesparelse, når de kommer fra en tidligere Scania-model end Scania Streamline.

Alle motorer undtagen 500 hk maskinen er genbrug, men alle motorer er opdaterede helt ned i små detaljer som enhedsinjektorer og forbrændingskamre.

Nu Scania i to udgaver

Indtil videre er den nye Scania kommet i to udgaver. Den helt nye S-serie, som var vundet den prestigefyldte pris Truck of the Year for 2017, og som udmærker sig ved et helt fladt gulv.

R serien har stort set bevaret gulvet fra tidligere. Begge udgaver har lavere støjniveau, bedre komfort og forbedret sikkerhed.

Som et nyt element har Scania fået et helt nyt specificerings-værktøj. Man kan indtaste chassisnummeret på en tidligere Scania, som har udført det arbejde, som den nye Scania skal overtage. Data fra den tidligere Scania hentes så, og systemet specificerer selv den økonomisk mest optimale nye bil til opgaven.

- Dette er et fantastisk godt udgangspunkt for at drøfte den færdige specifikation, siger Freiesleben.

- Mange vil opleve, at der for eksempel foreslås en 500 hk lastbil til 56 ton indenrigskørsel i stedet for en tidligere anvendt større motor.

Forbedret kvalitet

Det første, som man tænker på, når man åbner og lukker dørene, er den forbedrede kvalitet. Dørene betjenes så let som i en dyr personbil.

I kabinen er alt nyt - og man tænker især på den forbedrede kørestilling: Man er tættere på instrumentbrættet og mere lige foran rattet - dertil det forbedrede udsyn på grund af de smallere A-stolper.

Nævnes skal også det nye og velstøttende førersæde og bilens betjeningsskærm.

Hvad kunden har brug for

Når en kunde skal have hjælp til at vælge mellem R og S-førerhus, lægger Scanias sin anbefaling på baggrund af, hvad kunden fremover har brug for i stedet for at fokusere på, hvad han plejer at købe.

- S-førerhuset er særlig relevant til chauffører, som kører lange stræk, og som har behov for god overnatningskomfort. Så vil de virkelig nyde godt af det plane gulv, siger Anton Freiesleben.

Den rette specifikation

- Hele produktprogrammet giver forudsætninger for at udarbejde netop den specifikation, som den enkelte kunde har brug for til den type kørsel og anvendelse, som bilen skal brugs til, fortsætter Anton Freiesleben.

- Alene de 10 procent, som man kan opnå i brændstofbesparelse svarer til rigtig mange penge - faktisk svarer det ofte til, at man kan tillade sig at give mere for bilen.

Brug pengene rigtigt

Som ved alle andre anskaffelser er det vigtigt, at man ikke kun ser på den pris, man skal betale.

- Med dagens brændstofpriser og rente-niveau vil 10 procent brændstof-besparelse kunne retfærdiggøre, at man betaler 100.000 kr. mere for lastbilen.

Bedre køreegenskaber

Under testkørslen oplevede vi også de forbedrede køreegenskaber, og vi skal huske at nævne den fastere affjedring og dermed mindre krængning gennem sving. Ujævnheder mærkes heller ikke så meget.

Bilen er ekstrem letkørt. Her skal vi nævne den forbedrede Opticruise gearkasse, hvor man ifølge Scania opnår 45 procent hurtigere skift mellem gearene.

Måske er det svært at føle, at et skift sker 0,4 sekund hurtigere end før, da det tog 0,8 sekunder - og man mærker det faktisk ikke. Det hele foregår helt blødt og sagte.

Scania har skiftet syncromesh ringe ud med en mellemaksel. Det er forklaringen.

Det daglige tjek er lettere

På turen kikkede vi også under kølergitteret - og det er nu blevet lettere at tjekke lastbilen i det daglige.

Fronten kan åbnes helt op. Frontgitteret klappes op, nederste del vippes ned og siderne vippes til side.

Så er det lettere at komme til at påfylde for eksempel væsker og lignende.

Skræddersyet service

I forbindelse med lancering af den nye Scania indfører man den såkaldte skræddersyede service.

Serviceværkstedet udnytter, at den enkelte Scania-lastbil konstant sender data til Scania’s servere.

Det er data, som blandt andet fortæller, hvor meget motoren belastes, hvor mange gearskift der foretages og hvilken vægtbelastning bilen er udsat for.

Disse data anvendes blandt andet til at beregne, hvornår motorolien for eksempel skal skiftes og bremserne efterses for netop den pågældende lastbil.

Services kun efter behov

- Skræddersyet service betyder, at den enkelte Scania -lastbil serviceres præcis efter den brug, som den udsættes for, siger Anton Freiesleben.

- Systemet er 100 procent dynamisk. I det øjeblik bilen eventuelt ændrer anvendelse, beregnes tidspunktet og omfanget af næste service igen. Herved sikrer man at lastbilen står stille, så lidt som muligt.


Den nye Scania er fremragende, når det gælder komfort, ergonomi, og køre- egenskaber - for ikke at tale om kvalitetsoplevelse.

- Meget kan man læse af de tekniske data, men den enkleste måde at opleve bilen på er gennem en simpel prøvekørsel. Vi har prioriteret at have biler klar til prøvekørsel i hele Danmark. Det har vi haft siden september. Så man skal bare ringe og høre om tid for en prøvekørsel, slutter salgschefen.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094