23948sdkhjf

På tour med MANs 2017-nyheder

I et par dage var en karavane med alle MANs 2017-nyhederne på besøg i Danmark

Efter succesen på IAA-messen i Hannover er MAN nu på vej rundt i Europa for at vise kunderne deres nye TG-modelserier. Formålet er at give vognmænd og chauffører en mulighed for at prøve de forbedrede køretøjer.

Ud over et nyt design og helt ny kabineindretning og forbedrede sæder med nyt betræk, opfyldte alle det kommende "Euro 6 c" regelsæt for miljø. Det betød, at bilerne stort set alle havde fået ekstra 20 hk. Det betyder, at MAN nu har en 500 hk i stedet for 480 hk. 500 hk er vigtigt, for det har en magisk virkning på mange vognmænd – modsat 480 hk.

De nye MAN motorer er optimeret på en lang række punkter for at give den bedre økonomi. Der er blandt andet nye stålstempler, blyfrie lejer og brug af flammering, så man undgår olie-koks belægning. Forbedringerne betyder længere serviceintervaller.

Desuden har MAN lanceret en ny vandpumpe, der kører med lavere omdrejninger. Det er med til at give et lavere forbrug. Det sparer én procent af brændstoffet i opvarmningsfasen.

I alt har MAN 12 forskellige TGL, TGM, TGS og TGX lastbiler, der deltager i MAN TG på Tour 2016. Forleden var karavanen af lastbiler nået til MAN’s danske importselskab i Greve syd for København.

Vi var med – og nåede at prøve tre af modellerne på den ret korte, syv kilometer rundstrækning, der var udlagt. De besøgende journalister, vognmænd og chauffører skulle alle kunne nå en tur. Det var så at sige kun en smagsprøve på de nye MAN'er. Vi skal nok vende tilbage en længere testkørsel af nogle af bilerne på et senere tidspunkt.

 Performance Line med 640 hk

Vi lagde ud med toppen af kransekagen, en specialudstyret D38 TGX 18.640. Det er den kraftigste lastbil hos MAN med 640 hk i en særlig ”Performance Line Edition” med XXL førerhus og sæder betrukket med læder/alcantara. Med i "Performance Line" pakken med blandt andet et styling-kit.

Bilen vejede 40 ton – og den kraftige maskine med 3.000 Nm havde ingen problemer med at trække rundt med denne last. Man sidder godt bag rattet i det lækre førersæde. De nye TipMatic udgaver sikrer bløde skift. Bilen havde luftaffjedring for og bag.

I kabinen er instrumenteringen blevet ændret og fremstår langt mere moderne end før – med nyt læderrat, farvedifferentieret design i hele kabinen og helt nye materialer. Hertil kommer et nyt infotainment system med større skærm.

Efficient Line 3

Den næste bil er nok mere interessant for danske vognmænd, nemlig den nye "Efficient Line 3" model med den opdaterede 500 hk motor baseret på D26 serien samt en ny 12+2 gearkasse. Den produceres af Scania, men den har MAN’s eget softwareprogram.

Efficient Line betyder, at bilen er udviklet for at være økonomisk – altså med særlige dæk, særlig aerodynamik og optimeret teknik. Bilen har i alt 6,35 procent bedre brændstoføkonomi i forhold til forgængeren Efficient Line 2. Denne forskel er testet af TÜV i Tyskland. Den samme forbedring havde Efficient Line 2 i forhold til Efficient Line 1.

Igen var der 40 ton totalvægt, men på den korte og flade rundstrækning klarede bilen sagtens opgaven. Der var flere rundkørsler; men bilen er meget letkørt, så det foregik uproblematisk.

En trækker med 500 hk og 2.500 Nm er rigeligt til de fleste eksportopgaver; mens MAN's 640 hk udgave måske mere er til sværgodstransport og lignende. Vi nåede jo aldrig rigtig op i fart på den korte rute, der blandt andet omfattede en befærdet Taastrup-Køge Landevej.

Bilen er letkørt, og man er glad for de hurtige og nærmest lydløse gearskift. Velfungerende er retarderen i flere trin, som var rar med de mange sving og de mange rundkørsler. Komforten er god med bilens parabel/luft affjedring.

Førerhuset var størrelse XLX, og det er godt nok til en eksporttrækker. Der er rimelig plads.

Efficient Line 3 bilen har MAN Efficient Cruise, der omfatter en GPS styret speedpilot og Efficient Roll, hvor bilen kører i friløb, hvor det er muligt – men lidt svært at få glæde af over syv kilometer.

De mange sving betød ekstra meget brug af spejlene, som er ret store – og det forringer udsynet lidt ved blandt andet højresving.

På vores ture var der en medkører i lastbilen fra MAN, så der var ekstra ”øjne” under prøvekørslen.

 Tank-transport

Den sidste bil, jeg fik prøvet, var en tank-silo transportbil – en D26 TGS 18.420 trækker med parabel/luft affjedring.

Den havde en 12,4 liters motor på 420 hk og 2.100 Nm ved 930-1.350 omdrejninger – og det var godt nok til at trække bilens 40 ton totalvægt.

Bilen havde TipMatic 12+2 gearkasse med SmartShifting og Upshift support, hvor de roligere skift er med til at lette arbejdet. Bilen havde det lille L-førerhus, men TGS modeller er nødvendigvis heller ikke til eksportkørsel. Bilen havde ikke retarder, men en kraftig motorbremse på 4.100 Nm.

Sikkerhedsudstyret omfattede linjevogter og nødbremsesystem.

Alle de nye MAN lastbiler kendes ved en helt nydesignet front, der er knap så rå som tidligere. Nu er køleren tildækket. Det skulle give bedre køling i hjørnerne af køleren.

 

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14