23948sdkhjf

TIP Trailer Services på vej tilbage til toppen

Efter en række år med stilstand er der kommet ny energi til trailerudlejningsfirmaet TIP Trailer.

Kommer man forbi TIP Trailers hovedkontor i Høje-Taastrup, vil man se masser af aktivitet. Hovedkontoret er ved at blive udvidet, der er fuld gang i værkstedet og på P-pladsen står der nyindkøbte trailere.

Der er ingen tvivl om, at kæmpen er vågnet. TIP Trailer, der engang var Europas absolut største inden for leasing og rental af trailere, skal tilbageerobre det tabte.

- Efter nogle år med stilstand er vi nu inde i en periode, hvor vi skal genopbygge TIP Trailer, forklarer Christian Hatting Petersen, som er Nordic general manager i TIP Trailer Services.

- Vi er stadig Europas førende inden for leasing og udlejning af trailere. Den position har vi besluttet at styrke. Derfor er vi i fuld gang med at genopbygge TIP.

Styrkes i Norden

TIP Trailer har i dag 250 ansatte i Norden, heraf er der ca. 100 ansatte i Danmark.

- Hvis man skal sige det kort, så er vi i færd med at genopbygge vores leasingportefølje, købe nye trailere til flåden, generobre en lang række af vores gode TIP-kunder, og så er vi i gang med at udbygge vores værkstedsnetværk og de services, vi kan tilbyde.

TIP har i længere tid haft en aldrende flåde; men den er nu tilbage i topform, der er købt mange nye trailere de seneste år.

Udvider netværket

TIP Trailer har et netværk af servicepoints, som de er i fuld gang med at udvide. I 2014 åbnedes nye værksteder i Helsinki og Oslo. I 2015 fik Göteborg nyt værksted, mens man gennem købet af Nordic Tanks eftermarkeds aktiviteter overtog tre værksteder i Finland. Desuden er der i 2016 åbnet værksteder i Jönköping og Stavanger.

I Danmark er der værksteder i Tåstrup, Tilst, Århus Havn, Taulov og Padborg.

- I Danmark er vi dækket fint ind, så her er der ikke umiddelbart planer om flere værksteder, siger Christian Petersen og tilføjer: Men man kan aldrig vide. Måske dukker en gunstig mulighed op.

Værksted for andre

- Grunden til at vi investerer i værksteder er, at vi naturligvis gerne vil servicere vores egne trailere; men vi har lige så stor interesse i at drive værksted for andre.

- Vi har stor ekspertise i at servicere trailere. Vi har idag Europas største flåde. Derfor har vi en enorm kompetence i drift af trailere. Samtidig er der masser af efterspørgsel efter professionel drift og service af trailere.

- Hvis en vognmand har købt 100 trailere, skal de serviceres. Det vil vi gerne tilbyde ham. Vi kan gøre det bekvemt for ham med vores professionelle behandling og ensartede prisbillede. Kunderne vil gerne have forudsigelighed i deres omkostninger. Det får de hos os.

Europas største

TIP Trailer har alle dage været en af de største i Europa. Firmaet toppede i 2008, hvor man havde 80-90.000 trailere til udlejning. Det er siden skaleret ned til omkring de 60.000.

- Vi har cirka 12.000 trailere på servicekontrakter for forskellige kunder med faste priser og serviceintervaller. Dertil kommer en lang række kunder, som kører på en prisaftale. De kommer ind, får udført en reparation eller service og får en regning tilsendt bagefter.

- Har en vognmand serviceaftale med os, styrer vi hans service. Vi indkalder trailerne til syn og årlige tjek. Vi klarer blandt andet også dæk og kølemaskiner - Vi har aftaler med både Carrier og Thermo King

Transportmagasinet: Hvor køber I trailere henne?

- Vores største samarbejdespartnere er idag Krone og Schmitz. Hvis det er en kundespecifik langtidsaftale, kan kunden i samarbejde med TIP specificere, hvad det er han ønsker. Vi henter tilbuddene hjem, men det er kunden der vælger ud fra prisbilledet. Størstedelen af vores investeringer er kundespecifikke leasinginvesteringer.

Transportmagasinet: Kan de efterspørge alt? Kan de for eksempel få vindemølletrailere?

- Vi bliver naturligvis nødt til at kigge på trailerens livscyklus. Når vi får den tilbage efter endt leasingperiode, skal den sælges - og helst til den værdi, som den er skrevet ned til. Det er ikke altid let. Derfor er der grænser for, hvilke trailere vi går ind i.

- Men vi kigger på at lave flere specialtrailere. Vi er for eksempel gået ind i moving floor trailere. Det har vi haft god succes med. Der har været en rigtig god efterspørgsel, så vi har et sted mellem 100 og 200 af disse trailere. Vi startede med at fokusere på dette sidste år, så det er gået relativt stærkt. Vi kan tilbyde de store producenter som Knapen, Legras og STAS.

- Vi vurderer på nuværende tidspunkt også muligheden for at introducere andre specialtrailere.

Mere operationel leasing

Generelt kan man sige, at der er en stigende tendens til operationel leasing i markedet. Det er særligt drevet frem af den seneste Ruslandskrise med enorme afgifter på brugte trailere, der har medført en stor usikkerhed på værdien af brugte trailere. Rusland har traditionelt altid været et af de helt store områder, hvor man solgte brugte trailere fra Norden. Ved operationel leasing overføres restværdi risikoen til leasingselskabet, og kunden får en fast månedlig omkostning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109