23948sdkhjf

Nødbremsesystem mindskede terroranslag

Scania-lastbilen fra terroranslaget i Berlin blev sandsynligvis bremset af indbygget AEBS-system.

Det nye nødbremsesystem AEBS tilskrives æren for, at terroranslaget med en lastbil i Berlin den 19. december ikke blev lige så slemt som en tilsvarende hændelse i Nice i juli, hvor 85 mennesker blev dræbt. Dødstallet i Berlin er 12.

Lastbilen - en Scania R 450 – blev stoppet efter 70-80 meter, skriver Süddeutsche Zeitung.

AEBS er en videreudvikling af det kendte ABS-system.  AEBS står for "Advanced Emergency Braking System." Det er et automatisk nødbremsesystem, som styres af et kamera og radar. Det blokerer bremserne, når en holdende genstand befinder sig i lastbilens bane.

Systemet har siden november 2015 været obligatorisk i nye lastbiler over 16 ton som følge af en vedtagelse i FN-organisationen UNECE.

To videoer fra henholdsvis Scania og DAF viser, hvordan AEBS virker: https://www.youtube.com/watch?v=S1EbyBo9dMY

og

http://www.thebrakereport.com/daf-trucks-what-to-expect-from-advanced-emergency-braking-system-aebs/

 

60.000 kroner

Den tyske vognmandsorganisation „Bundesverband Güterverkehr, Logistik und Entsorgung“ (BLG) foreslår, at AEBS installeres i alle køretøjer.

BLG's adm. dir. Karlheinz Schmidt vil dog ikke foreslå at gøre det til et krav for ældre lastbiler, da prisen er op mod 60.000 kroner.

Skal chaufføren kunne inaktivere nødstop?

Karlheinz Schmidt kritiserer, at det automatiske system kan slås manuelt fra ved at træde på speederen. Derfor er han ikke overbevist om, at terrorlastbilen med Anis Amri ved rattet blev bragt til standsning af AEBS'en.

Det rejser et nyt spørgsmål, som branche og politikere skal drøfte i UNECE, nemlig om muligheden for manuel deaktivering skal fjernes.

Det tyske transportministerium og vejstyrelsen er i gang med at vurdere, om chaufføren fortsat skal kunne sætte AEBS ud af kraft, skriver Süddeutsche Zeitung.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115