23948sdkhjf

V: Selvkørende biler øger behov for veje

Partierne bag togfonden.dk afviser, at førerløse biler overflødiggør udbygning af jernbaner.

Trafiktilvæksten vil fortsætte med selvkørende biler på længere sigt. Det øger behovet for veje - ikke for letbaner og tog, mener Venstres transportordfører.

- Biler, lastbiler og busser får en øget betydning i samfundet. Det bliver nemlig muligt at "skræddersy" den kollektive trafik, når vi får førerløse biler. Vi vil få brug for flere vejbaner, siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

De nuværende trængselsproblemer, flaskehalse og stigende trafik leder ham mod en entydig konklusion: Der skal satses på veje de kommende år.

- Fra nu af står der asfalt på dagsordenen, når vi skal diskutere trafikmilliarder, siger Kristian Pihl Lorentzen. Han forsikrer dog, at jernbaneskinner ikke rives op og omsmeltes.

- Der skal køre mange flere tog i fremtiden - men på de eksisterende baner. Ikke nye baner!

Også i Dansk Folkeparti er trafikordfører Kim G. Christiansen begejstret.

- Selvkørende biler er spændende. Det er lige så spændende, som da man begyndte at snakke om el-biler for 30 år siden, siger Kim G. Christiansen.

Han opfordrer regeringen til at droppe enten-eller politikken og melde sig ind i togfonden, som er en aftale indgået mellem S, DF, EL, R og SF. Togfonden handler om at opgradere jernbanen, overgå fra diesel til el og indføre timeplanen mellem København og Aalborg. Pris: 28 milliarder kroner.

Hos Enhedslisten er man afvisende over for de førerløse biler.

- Det er en misforståelse, at selvkørende biler er en frelse. Det er en gammel dagsorden om udbygning af vejnettet, som Venstre har kørt med i mange år, siger Henning Hyllested (EL).

- Kristian Pihl Lorenzen overser, at den store revolution bliver, at ejerskabet til biler ændrer sig. Hvorfor skulle man købe og eje en bil, hvis man kan tilkalde en via en app? Der bliver en langt bedre udnyttelse af bilparken og behov for færre biler. Dermed er der mindre behov for asfalt, konkluderer Henning Hyllested. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078