23948sdkhjf

Ordrebog bugner hos genopstandne HMK Bilcon

Over halvdelen af de hjemsendte medarbejdere er tilbage på fabrikken.

Rekonstruktion og konkurs er nu fortid hos tankvognspecialisten HMK Bilcon. Den nordjyske virksomhed fik nyt liv for en lille uge siden, og de nye ejere(se boks) købte dengang alle aktiver, rettigheder og samtlige 17 igangværende projekter.

Det betød, at produktionen kunne gå direkte i gang, og det er godt nyt for mange af de tidligere ansatte, hvoraf 45 af de 80 tidligere medarbejdere nu er blevet genansat.

Ny ejergruppe

Teknisk chef Mads J. Hansen og administrerende direktør Peter F. Jensby har sammen med to nordjyske investorer købt alle HMK Bilcons aktiver kontant og startet HMK Bilcon 2017 A/S. Det er de to lokale investorer Peter Jessen, som ejer System Cleaners i Aalborg og Brüel Systems i Hjørring, og Jon Jensen, ejer af Danish Crane Building i Nibe, der har aktiemajoriteten i det nye selskab.

- Det går lynhurtigt i øjeblikket, siger administrerende direktør Peter F. Jensby, der siden købet også har lukket fire nye ordrer til Norge, og dermed har opgaver i hus indtil sommerferien.

Peter F. Jensby forudser samtidig, at bemandingen på fabrikken i Gistrup løbende vil blive opjusteret i takt med nye ordrer, og at medarbejderstaben vil ende på omkring 60-70 ansatte, når det hele har stabiliseret sig.

Standardisering og nye produkter på tapetet

Den nye ejerkreds har tænkt sig at fortsætte ad det positive spor, virksomheden har bevæget sig på siden efteråret, hvor rekonstruktionen trådte i kraft.

Der vil dog ske enkelte ændringer. Blandt andet vil virksomheden fokusere mere på standardisering af produkterne, ligesom der også er planer om at udvikle helt nye produkter.

Peter Jensby vurderer, at der er et stort potentiale i markedet for et udvidet produktsortiment.

- Vores kerneområde er stadig tankbiler i aluminium og specialprodukter til militæret, men vi vil også fortsat fokusere på korn- og foderstofbiler, sygdomsfri grisetransport og multispacevogne, siger den administrerende direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078