23948sdkhjf

Nu bliver bøderne mere fair

Otte organisationer møder op i Folketinget for at støtte et lovforslag om mildere sanktioner for brud på køre/hviletidsreglerne.

 Hele vejgodsbranchen møder samlet op i Folketingets Trafikudvalg i dag torsdag for at støtte det lovforslag om lempeligere straf for overtrædelse af køre/hviletiden. Det er et lovforslag, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) fremsætter om kort tid.

De otte er 3F, ATL, DI Transport, Dansk Erhverv, Danske Speditører, DB, DTL og ITD. De glæder sig alle til, at der kommer et mere fair bødesystem – eller som det hedder på politikersprog: ”større proportionalitet i sanktioneringen for chauffør og virksomhedsejer.”

Lille kørekort holdes udenfor

Der gøres også op med det hidtidige frakendelsessystem, så der kun sker en frakendelse af kørekortet til de typer af kørekortkategorier, som køre/hviletidsbestemmelserne i udgangspunktet gælder for.

Der indføres et loft for bødestørrelsen – både for chauffører og vognmænd.

Videre lægges der op til en hårdere straf i forbindelse med manipulation af tachografen og fordrejelse af data, som hindrer en effektiv myndighedskontrol.

Konkret vurdering

Endelig skal overtrædelserne vurderes konkret. Det vil især få betydning i de sager, hvor en chaufføren ikke efterlever virksomhedens instruktioner, eller hvor virksomheden ikke lever op til sit ansvar om at instruere og planlægge chaufførens arbejde.

De otte organisationer har i et brev til trafikudvalget forud for mødet understreget, at øget overholdelse af reglerne kræver et bedre samarbejde med Færdselsstyrelsens og politiets.

"Der må her ikke være tvivl om, hvem der er myndighed på området, og hvem der derfor har ansvaret for, at korrekt sanktionering sker," skriver organisationerne i brevet, som er underskrevet af: Kjeld Jensen (3F), Lars William Welsch (ATL), Michael Svane (DI Transport) Henrik Beck (Danske Speditører), Steen Bundgaard (Danske Busvognmænd), Jesper Højte Stenbæk (Dansk Erhverv), Erik Østergaard (DTL) og Karen Roiy (ITD).

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.268