23948sdkhjf

E 3-Gruppen udvider forretningen

Padborg-virksomheden forbedrer bundlinjen med over 3 mio. kr. i regnskabsåret 2015/16 – og udvider medarbejderstaben

E 3-Gruppen kunne runde regnskabsåret for 2015/16 af med en flot vækst på bundlinjen: Hele 13,5 mio. kr. før skat blev det til, mod 10,2 mio. kr. før skat sidste år. I samme periode er toplinjen vokset til 396,7 mio. kr. mod 387,5 mio. kr. året før.

Dermed lever årets resultat helt op til det forventede, fortæller direktør i E 3-Gruppen, Per Jørgensen, til Transportmagasinet. Han beskriver den positive udvikling som et resultat af flere faktorer:

- For det første var vores foregående regnskabsår påvirket negativ af omstruktureringer i vores tyske datterselskaber, og de udgifter har vi ikke i dette regnskab. Derudover har vi haft et højere aktivitetsniveau, både med eksisterende kunder, men også med nye kunder og nyt udstyr.

Positive udsigter
Det ser ud til, at de pæne takter fortsætter ind i det igangværende regnskabsår.

- Branchen er jo altid præget af konjunkturudsving, men vi er kommet godt i gang med det nye regnskabsår, og vi forventer at fortsætte den positive udvikling. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er hård, men vi har nogle dygtige medarbejdere og et godt kapitalgrundlag, så vi føler os godt rustet i forhold til at udvikle os yderligere, fortæller Per Jørgensen.

Kunderne efterspørger i stigende grad logistikservices, i kombination med transportydelser, og det er noget, man hos E 3-Gruppen er opmærksom på at udnytte.

- Vi ser en stigende efterspørgsel efter totalløsninger, og både eksisterende og nye kunder efterspørger løsninger, der indbefatter lager-handling af varer og ikke kun rene transportløsninger. Det er noget, vi lytter meget til, og samtidigt sikrer vi løbende, at vores lagerkapacitet udvikler sig i takt med kundernes efterspørgsel, siger direktøren.

Udvidelse på vej
E 3-Gruppen er så småt i gang med at udvide kontoret i Padborg på grund af pladsmangel, hvilket kommer til at medføre en udvidelse af medarbejderstaben. Samtidig har man for nylig ansat ekstra personale i Tyskland, og Per Jørgensen forventer klart, at virksomheden kommer til at øge kapaciteten det kommende år. Hvis man altså kan skaffe folk nok, vel at mærke.

- Vi har som andre en udfordring med at finde chauffører nok, især på vores hovedmarked i Tyskland. Vi forventer at åbne nye E3-kontorer i løbet af det kommende år, især i Tyskland – også med henblik på at afvikle flere In-Europæiske trafikker, siger Per Jørgensen.

Bæredygtig vækst
Ambitionen for E 3-Gruppen, når vi kigger lidt længere frem i tiden, er bygget op omkring en bæredygtig vækst, i tæt samarbejde med kunderne, fortæller Per Jørgensen:

- Vi ønsker fortsat at udvikle os, og tror at en kontrolleret vækst, hvor vi holder fast i vores kerneværdier, er vejen frem. Vi mener selv, at vi er gode til at finde transport- og logistikløsninger i samarbejde med vores kunder, og har en god og tæt dialog med dem, så vi opfanger de nye muligheder, der viser sig.

E 3-Gruppen har ca. 400 medarbejdere og omkring 200 trækkere. Udover hovedkontoret og lageret i Padborg, har de også 4 kontorer og lagerfaciliteter rundt omkring i Tyskland.

- Kernemarkedet er netop Tyskland, og forretningen er bygget op omkring kunderelationer, og at vi er gode til at løse opgaver, som for andre er besværlige, men for os er en spændende udfordring, siger Per Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094