23948sdkhjf

Afskaf gammeldags kørekort

Socialdemokratiet forbereder et lovforslag, der skal samle alle chaufførens køre-papirer og dokumenter digitalt

Alle ID-kort og tilladelser bør digitaliseres og samles ét sted, så chaufføren ikke skal rode efter dokumenter ved vejsiden. Det mener den socialdemokratiske transportordfører, Rasmus Prehn.

Han opfordrer transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at fremlægge et udspil om digitale kørekort; ellers vil den socialdemokratiske trafikordfører selv fremsætte et beslutningsforslag til efteråret.

Den konkrete anledning er kravet om minimumslønninger, som chauffører skal kunne dokumentere, når de kører igennem Norge, Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig og Italien. Senest har Belgien meldt, at de også er på vej med et tilsvarende initiativ. Det lægger en ekstra bureaukratisk byrde på transporterhvervet at skulle have dokumentation med i bilen på en lang række forskellige sprog.

- Et digitalt kørekort vil være langt mere fleksibelt og let for godschauffører, som i dag skal have op til 20 dokumenter med i lastbilen, siger Rasmus Prehn.

- Det bliver nemmere for politiet at kontrollere, og det bliver nemmere for den enkelte chauffør og vognmand at håndtere. Det vil ikke giver så mange forsinkelser, hvis man kunne samle alle kørepapirerne og dokumentationen elektronisk.

Slut med glemmebøde
Rasmus Prehn taler ikke om et fælles køre-, fører- og tilladelseskort, men at informationerne inklusive færdselsbøder og køre/hviletidsovertrædelser lægges tilgængeligt for politiet ét sted på internettet.

- Det ville også fremskynde processen med fornyelse af kørekort til chauffører med eksempelvis diabetes, fremhæver Rasmus Prehn om den elektroniske samtænkning.

- Endelig ville det være slut med bøde for at glemme kørekortet derhjemme eller med at betale for nyt plastikkort, når førerbeviset opgraderes, anfører Rasmus Prehn.

Det fysiske kørekort skal stadig være gyldigt og skal fortsat kunne rekvireres, hvis indehaveren ønsker det.

Transportminister Ole Birk Olesen er positiv indstillet overfor anvendelse af digitale løsninger på kørekortområdet, men der er et "aber dabei", der vedrører bevis for mindsteløn.

- Jeg kan ikke umiddelbart forestille mig en sammenhæng mellem et digitalt kørekort på EU-plan og national arbejdsmarkedslovgivning, lyder svaret fra Ole Birk Olesen til Rasmus Prehn.

- Videre vil det kræve en ændring af det tredje kørekortsdirektiv, som knæsætter det fysiske kørekort.

EU-kommissionen har taget tilløb til et fjerde kørekortdirektiv, hvor det digitaliserede kørekort kan indgå. En arbejdsgruppe "Digital Transport and Logistics Forum", der ledes af ITD’s chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens, besluttede i sidste måned at arbejde videre med digitalisering af kørekort og integration af uddannelsesbeviser, certifikater og førerkort i ét system. Her er Ole Birk Olesen medspiller.

- Jeg vil arbejde for, at mulighederne for at indføre et digitalt kørekort drøftes i EU.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299