23948sdkhjf

Små vognmænd vokser sig større

- Vokseværk stiller krav til den traditionelle vognmand. Drift skal udskiftes med fokus på strategi, pointerer Jyske Finans.

Transportbranchen er i en positiv udvikling med økonomisk sundhed og optimisme.

Små vognmandsvirksomheder vokser sig større, og det stiller krav om strategiske fokus for at fastholde og sikre den positive udvikling.

Vognmændene har gennem de seneste år formået at løfte deres forretninger op til et niveau, som har markeret klare økonomiske aftryk i regnskaberne. Den positive udvikling er blevet understøttet af høj aktivitet i samfundet generelt og af et øget forretningsomfang gennem stigende fragtmængder.

Forretningsgrundlaget forøges
Den positive tendens afspejles tydeligt i de regnskaber, som i øjeblikket bliver offentliggjort.

- De regnskaber, som vi ser, når vi skal vurdere en opgave om finansiering om nyt materiel til vognmændene, er rigtigt god og behagelig læsning, udtaler Poul Erik Pedersen fra Jyske Finans.

- Vi ser typisk en forøgelse af forretningsgrundlaget ligesom vi ser, at vognmændene arbejder med en benhård og effektiv styring af omkostningerne gennem en rationel anvendelse af ressourcerne og materiellet - og med stort fokus på brændstof-økonomien. Det gør tilsammen, at vognmændene performer med styrket og tilfredsstillende indtjening, fortsætter Poul Erik Pedersen.

Fokus på strategi
Transporterhvervet vækster organisk, men også gennem sammenlægninger og opkøb, hvor udviklingen går fra større enheder til færre hænder. Små vognmandsvirksomheder vokser - og mellemsegmentet af vognmænd op til 15 biler træder endnu et niveau op.

Flere tilladelser
- Udviklingen underbygges af antallet af vognmænd, der år for år bliver færre og færre, mens antallet af tilladelser, indregistreringer af nye biler og fragtmængder til gengæld stiger, siger Poul Erik Pedersen.

- Det medfører et naturligt vokseværk, hvilket stiller skærpede krav til den traditionelle vognmand, hvor opgaverne om håndtering af driften og kørslen i stedet skal udskiftes med fokus på strategi for virksomhedens videreudvikling.

- Branchen har en fornuftig og sund økonomi, hvilket er en afgørende ballast at have med sig til den videre udvikling; men er de enkelte vognmandsforretninger klar til næste skidt? Er de klar til at udvikle sig og ekspandere yderligere mod nye mål? Er de klar til at gå sammen med andre for at udnytte hinandens kompetencer og styrke sine positioner? Står man over for generationsskifte?

Sådanne strategiske overvejelser skal vognmændene gøre sig for at blive klar til næste skridt i udviklingen inden for branchen.

Inspiration til udvikling
- Jyske Finans er blandt de førende inden for finansiering af transportmateriel og har en stor pallette af kunder og samarbejdspartnere inden for transporterhvervet - både inden for godssegmentet og inden for personbefordring.

- Vi ønsker at give inspiration til vækst og udvikling. Det kan vi spille ind med over for transportbranchen, slutter Poul Erik Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078