23948sdkhjf

Ann trodser fordomme: Vil være trucker

Der er stort fokus på at skaffe kvalificerede medarbejdere til branchen, men der er stadig mange fordomme om kvinder bag rattet

23-årige Ann Lynggard Egebjerg fra Børkop er på vej til at blive en af de få kvindelige lastbilchauffører, der findes i branchen. Hun har nemlig altid haft en kærlighed til lastbiler.

Ann Lynggaard Egebjerg husker især tilbage på sin barndom, da hun fik lov at køre med sin far, der på daværende tidspunkt ernærede sig som lastbilchauffør.

Faktisk gjorde oplevelserne så stort indtryk på hende, at hun i dag studerer hos EUC Lillebælt i Fredericia, hvor hun er i gang med at gøre drømmen om at blive lastbilchauffør til virkelighed.

- Jeg kan godt lide en lastbil, fordi det er et flot og stort køretøj - og ikke bare en lille bitte bil. Det giver en fed følelse at sidde bag rattet og være herre over sådan et stort køretøj, forklarer Ann Lynggard Egebjerg.

Hun har tidligere prøvet kræfter med andre uddannelser.

- Men jeg er alt for urolig til at sidde stille på skolebænken hele tiden. Jeg vil gerne have, at der skal ske noget, siger hun.

Masser af fordomme og afslag
Faktisk hører Ann Lynggard Egebjerg til sjældenhederne. Ifølge Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) udgør kvinder blot én procent af nyuddannede chauffører.

Hun mærker tydeligt, at der er flere fordomme forbundet med at være kvindelig lastbilchauffører.

- Der er mange, der kigger mærkeligt på mig, når de hører, at jeg er ved at blive lastbilchauffør. Nogle føler ikke, at jeg har en skid at gøre bag et rat. Det er en mandeverden, og det bliver det nok ved med at være, fordi kvinderne ikke får en chance, fortæller Ann Lynggard Egebjerg.

Det kom især til udtryk, da hun skulle finde en læreplads.

- Jeg sendte omkring 40 til 50 ansøgninger og fik afslag på dem alle, mens alle de andre drenge fik en læreplads bare ved at kigge på firmaerne. Jeg var lige ved at give op, men tre dage før grundforløbet sluttede, lykkedes det mig heldigvis at få en aftale med vognmanden Oles Trucking, fortæller Ann Lynggard Egebjerg.

Hun glæder sig til, at hun snart selv må køre alene rundt på de danske veje.

- Det bliver fantastisk. Som lastbilchauffør har du en særlig frihed og kan være helt i fred, så længe du bare overholder dine aftaler, siger hun.

Ann Lynggard Egebjerg kan se frem til en hverdag, der langt fra minder om klassiske arbejdstider.

- Jeg kommer til at ligge ude hele ugen fra søndag aften til fredag eftermiddag, men jeg har ikke noget imod at skulle bo i lastbilen, fortæller hun.

Vil lege med de store drenge
Siden august 2016 har hun været i gang med uddannelsen, og hvis alt går efter planen, er hun færdig en gang i 2019.

Men transport- og trucker-drømmene stopper ikke der:

- Min store drøm er at komme ud og lege med de store drenge. Jeg vil gerne køre i noget stort, der fylder hele vejen - for eksempel en 47 meter lang vindmølletransport. Det er der ikke mange piger, der får lov til at prøve, lyder det med et smil fra den kommende chauffør.

Ann Lynggaard Egebjerg er født og opvokset i Børkop, hvor hun også bor i dag sammen med sin kæreste.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078