23948sdkhjf

Ny test-lastbil til Fyns Kran Udstyr

En Mercedes-Benz Atego spækket med testudstyr klarer alle opgaver, når Fyns Kran Udstyr tester kæder, sjækler og kroge hos Danmarks største og tungeste virksomheder

Der står Mercedes-Benz på seks af de syv specialindrettede lastbiler, som Fyns kran Udstyr har kørende rundt i landet, når kæder, kroge, sjækler og alt muligt andet løfteudstyr skal tjekkes og efterses hos entreprenører, vognmænd og specialtransportører.

Bilerne er specialindrettet til at klare de mange opgaver, der er forbundet med at kontrollere løfteudstyret - og det er ikke så lidt, der skal tænkes på, når Fyns Kran Udstyr skal have nye biler.

- Vi handler biler hos Mercedes-Benz i Odense. Det har vi gjort de seneste fem år, og det bliver vi ved med. Vi har været godt tilfredse, fortæller servicechef Mikael Eriksen fra Fyns Kran udstyr. Han har blandt andet ansvaret for firmaets bilpark, som består af syv lastbiler og 13 varebiler.

- Når vi til næste år skal udskifte vores ældste lastbil, bliver det også en Mercedes. Dermed er alle vores lastbiler Mercedes.

Fyns Kran udstyr har valgt at køre med Mercedes-Benz Atego 1223 4x2, som opbygges med en kasse fra Fyns Karosseribyg.

- Det er biler, som dækker vores behov 100 procent. De kommer i en rigtig god kvalitet til en fornuftig pris. Der er alt, hvad der skal være af udstyr.

- Det er forbundet med rigtig meget arbejde at få bygget sådan en specialbil, siger Mikael Eriksen.

- Kassen, som er hjertet i bilen, bliver opbygget hos Fyns Karosseribyg i Odense. De har opbygget biler for os i 30 år, så de har meget stor know-how på det felt.

- Alt bliver bygget efter vores specielle ønsker og behov.

Det er der i bilerne
Lastbilerne er indrettet som rullende værksteder med en masse unikt udstyr, som bruges til at efterse løfteudstyr med. Der er naturligvis et stort arbejdsbord og en filebænk samt et lille kontor med PC og printer bag en skillevæg.

Der er en trækbænk, hvor man kan teste kædetaljer og løftemagneter. De kan prøvebelastes med træk på op til 10-12 ton.

Bilerne har en kædeklipper, så der på stedet kan fremstilles nye kæder og tilpasses eksisterende kædesæt. Der er også et stort lager med alle mulige kædekomponenter.

- Det er bilens største styrke, at den er spækket med kædekomponenter og løfteudstyr, forklarer Mikael Eriksen. Vi kan dække behovene hos de allerstørste og tungeste kunder i Danmark.

Finder revner i stål
Bagerst på filebænken er et såkaldt magneflux-anlæg - eller et revne-prøvnings-anlæg.

Her kan man ved hjælp af ultraviolet lys finde revner i alt slags stål.

- Sådan et anlæg er der i alle de syv lastbiler, som vi råder over, fortæller servicechefen. Han fortæller også, at den kasse, som værkstedet er indrettet i, holder i cirka ti år.

- Vi står netop for at skulle udskifte kasserne på fire af lastbilerne. Det kommer til at foregå hen over 2018-2019.

Transportmagasinet: Hvad fejler kasserne?

- Kasserne fejler egentlig ikke noget, men de er slidt op, svarer Mikael Eriksen.

- De slides meget hurtigere end selve lastbilerne, som kun kører 25.000-30.000 km. om året. Så hvert tiende år må vi skifte kasserne.

Netop nu i Esbjerg
Fyns Kran Udstyrs rullende værksteder kommer rundt i hele landet, når der skal tjekkes løftegrej.

- Lige nu arbejder vi på en plads i Esbjerg, hvor vi efterser udstyr på en af de platforme, som løfter vindmøller og vindmølletårne ude på søen, fortæller Mikael Eriksen.

- Til sådan en opgaver bruger vi fire mand i fire dage. Når de er færdig i Esbjerg, tager de videre til Tyskland og løser en tilsvarende opgave, forklarer Mikael Eriksen.

På tur med værkstedet
Transportmagasinet var tidligere i år på opgave med Fyns Kran Udstyrs nyeste testlastbil hos en stor krankunde i Avedøre. Her foregik arbejdet inden døre i en stor lagerhal, hvor kunden opbevarer en stor del af sit løfteudstyr.

- Alt løftegrej på lageret skal tjekkes og godkendes. Vi kan bare starte fra en ende af, forklarer Lars Willerup fra Fyns Kran Udstyr, mens han skuer ud over et par måneders arbejde.

- Alt, vi godkender, bliver markeret med gul opmærkning. Det er den farve, vi bruger i år. Sidste år var farven grøn. Alt skal tjekkes hvert år, så der er forskellige farver for de forskellige år.

- Samtidig udsteder vi et certifikat for hvert eneste stykke udstyr. Certifikatet lægges på en server, så kunden har altid adgang til det. Man kan så vælge at have et elektronisk arkiv eller vælge at printe certifikatet ud og sætte det i et ringbind.

Se det med en app
- Faktisk har vi udviklet en app, så certifikatet også kan hentes, mens man er ude af huset, forklarer Nikolaj L. Fuglsang, der er marketingassistent i Fyns Kran Udstyr.

- Man kan slå produktnummeret op på hvert eneste produkt, der er blevet efterset. I app’en kan man se, hvornår produktet er serviceret, hvilke dimensioner det har, hvornår det er produceret osv. Her kan man også hente selve certifikatet.

I app’en kan man også se, den fastlagte godkendelsesprocedure og tjekliste, der er gennemgået for netop dette produkt.

Når man står og kigger ud over lageret, er der et væld at materiel, som bliver brugt af kunden. Det hænger på stativer, ligger i pallekasser og er opstillet på gulvet. Lige fra små sjækler til tonstunge wirer.

Noget af materiellet er så tungt, at det skal flyttes med gaffeltruck, men den har kunden stillet til rådighed.

- På grund af kørslen med truck, skal jeg også have gaffeltruck-certifikat, fortæller Lars. Det er et lovkrav, også selv om jeg bare skal køre fem meter.

- Her på lageret kan vi gå de næste par måneder. Det er bare at gå i gang. Det er simpelt hen alt grej på lageret, der skal tjekkes.

Nogle af dagene er han alene, andre gange kommer der nogle kolleger og hjælper til. Det afhænger af kundens behov.

Denne dag, hvor Transportmagasinet var med på opgaven, fik Lars hjælp af to kolleger fra Fyns Kran Udstyr, Palle og Preben.

- Hvis jeg opdager noget, der er defekt, bliver det kasseret. Kæder og andre småting skifter vi med det samme. Ved de større og lidt dyrere ting spørger vi firmaets pladsmand, om de skal erstattes.

Det meste har vi på lager. Vi kan hurtigt skaffe noget nyt, hvis de har brug for det.

En gang imellem hænder det også, at de skal ud og kontrollere en kranbil.

- Vi tjekker ikke selve kranen. Det er der andre, der gør; men vi tjekker alt det grej, de har liggende i bilen. Vi tjekker kæder, åg, ja, alt det, de løfter med - bortset fra selve kranen.

Gennemlyses for revner
Kæder skal gennemlyses for revner. Det gør vi i et magnetfelt, som kæderne trækkes igennem. Det foregår med et specielt UV-lys. Her på lageret er det let; men nogle gange står vi ud og tjekke materiellet på byggepladser. Der er det mere besværligt. Det er lige meget, om det er regnvejr eller frostvejr. Vi skal have fat i det alt sammen.

Snart 50 år
Fyns Kran Udstyr har eksisteret siden 1969 og er leveringsdygtig i stort set alt udstyr inden for løft og surring. Sammen med kunderne udvikles løftegrej til specielle formål.

En at virksomhedens helt store opgaver er at servicere og teste løftegrej hos kunder i hele landet.

Virksomheden har rigger-værksted i Odense, Esbjerg, Aalborg og København. Her udføres kundespecifikke opgaver inden for løftegrej.

Man kan man for eksempel flette wirestropper og splejse trosser, men der udføres også masser af standardproduktion.

Virksomheden har egne ingeniører, der udarbejder CE dokumentation og virtuelle belastningsberegninger på udstyr, der står over for en certificering.

Fyns Kran Udstyr beskæftiger over 90 medarbejdere.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096