23948sdkhjf

Dømt lastbilchauffør får lov til at komme hjem

219 dage har den 54-årige aarhusianske lastbilchauffør Torben Nielsen siddet fængslet i Sydfrankrig, for at smugle hash gennem landet.

Nu er der dog godt nyt til lastbilchaufføren og familien. Torben Nielsen har nemlig fået tilladelse til at komme til Danmark og afsone sin straf.

Det fortæller Torben Nielsen kæreste Gitte Thoft.

- Jeg er meget glad for, at han bliver flyttet til Danmark og kommer tættere på os, og Torben er også så glad og lettet, for han har det rigtig dårligt i det franske fængsel, siger Gitte Thoft til TV2 Østjylland.

Seks års fængsel
I slutningen af februar blev Torben Nielsen taget ved grænseovergangen mellem Frankrig og Spanien med 987 kilo hash i lasten. Selv siger han, at han intet anede om, at der gemte sig ulovligheder mellem de appelsiner, han havde med i lastbilen.

På trods af det blev den 54-årige aarhusianer idømt en fængselsstraf på otte år ved første instans i en straksdom den 4. marts.

Denne straf blev dog reduceret den 4. juli ved en ankeretssag i den sydfranske by Montpellier. Nu lyder dommen på seks år, og de sidste 1.971 dage kan han nu få lov til at afsone i et dansk fængsel.

Gitte Thoft har gennem hele forløbet fastholdt, at hun ikke tror på, at hendes partner gennem 11 år har smuglet hashen.

- Jeg holder fortsat fast på, at han ikke har gjort det, men der er trods alt bedre, at han sidder her i Danmark end i Frankrig, siger Gitte Thoft.

Meget tyder dog på, at Torben Nielsen ikke bare sådan lige bliver flyttet til et Dansk fængsel. Torben Nielsens sag skal nemlig dømmes på ny, så det passer til danske domme. Det vil også tage noget tid, før man ved, hvilket fængsel han skal sidde i i Danmark. Og indtil videre har det ikke været et nemt forløb, mener Torben Nielsens advokat.

Han er især rystet over, at Frankrig dømte Torben Nielsen allerede en uge efter, de havde anholdt ham.

- Jeg troede egentlig, at det her kun kunne forekomme i bananrepublikker. Jeg er rystet og målløs over at sådan noget, som det her kan lade sig gøre i et land som Frankrig, siger forsvarsadvokat Erbil Kaya.

- At man kan få otte års fængsel efter en uge i isolation, hvor man har nægtet sig skyldig. Det må vidne om, at der absolut ingen efterforskning har været af hans forklaringer.

Sydens sol blev til et mareridt
Hele forløbet tog sin begyndelse i februar, da Torben Nielsen blev ansat hos en ny vognmand. Gennem omtrent et årti havde han været lastbilchauffør og primært kørt ture i Norge og Sverige, men nu ville han prøve noget andet.

- Han havde i mange år drømt om at se noget andet end klipper, for han kender jo efterhånden alle vejene deroppe. Da tilbuddet om at få en tur sydpå kom, så sagde han selvfølgelig ja, fortalte Gitte Thoft til TV2 Østjylland i marts.

I midten af februar fik han sin første tur til Sydeuropa. Han tog afsted på trods af, at han endnu ikke havde fået en ansættelseskontrakt - noget han ifølge Gitte Thoft var irriteret over. Torben Nielsen var kun lige kommet hjem fra den lange køretur, da vognmanden ringede og bad ham tage afsted igen.

- Han kom træt hjem fredag aften. Lørdag blev han ringet op og spurgt, om han kunne tage en tur igen, fordi den kollega, der havde kørt lastbilen til Malaga, skulle hjem til sin toårige datter, fortalte Gitte Thoft.

Søndag tog Torben Nielsen flyet til Malaga for med det samme at begynde den skæbnesvangre tur mod Danmark. Undervejs på turen var der flere ting, som ifølge Gitte Thoft undrede hendes kæreste og samlever gennem 11 år. Førerhuset var uhumsk og flød med affald, og tanken var næsten tom.

- Der gik noget tid, før han fik overført penge til diesel, og han sagde til mig i telefonen, at hvis de ikke snart fik overført de penge, så stillede han denne her lastbil og tog flyet hjem fra Barcelona. Gid han dog bare havde gjort det, sagde Gitte Thoft.

Pengene kom imidlertid, og Torben Nielsen satte kursen mod grænsen til Frankrig. Hjemme i Danmark blev hans kæreste urolig, da hun pludselig ikke længere kunne få fat i ham.

- Der er ingen kontakt til hans telefon, selvom jeg prøver igen og igen. Til sidst ringer jeg til hans telefonselskab, husker hun.

Det, som er hændt Torben Nielsen, er imidlertid meget værre end en dysfunktionel mobiltelefon. Da han den 26. februar kører over grænsen mellem Spanien og Frankrig, bliver han stoppet af tolderne, som gennemroder lastbilen, Torben Nielsen har hentet i Malaga.

De finder intet mindre end 987 kilo hash, som ifølge franske medier var skjult i vinkartoner, mellem de citroner og appelsiner Torben Nielsen fragtede. Torben Nielsen erklærer sig uskyldig og forklarer, at han intet kender til den skjulte hash, men bliver anholdt og varetægtsfængslet. Først to dage senere får han lov at ringe hjem. Selvom parret under den tre minutter lange samtale ikke måtte tale om sagen, er Gitte Thoft ikke i tvivl om, at hendes kæreste er uskyldig.

- Jeg er hundrede procent sikker på, at han ikke har noget med det at gøre. Det er ikke ham. Jeg kender ham. Det ville han aldrig turde. Han ville aldrig risikere det. Aldrig, sagde Gitte Thoft til TV2 Østjylland.

Store konsekvenser - og Torben er ikke alene
Dommen har ikke kun fået konsekvenser for Torben Nielsen. På grund af Torben Nielsens dom kan Gitte Thoft ikke fortsætte i det arbejde, som hun har haft gennem 24 år.

Det sætter familien i en økonomisk svær situation.

- Vi må ud og finde noget mindre og billigere at bo i. Derefter må vi bare tage én dag ad gangen, sagde Gitte Thoft.

Torben Nielsen er ikke den eneste danske lastbilchauffør, der sidder fængslet for smugling af hash ind i Frankrig. I begyndelsen af juni kunne TV 2 fortælle om 39-årige Johni Mainz, der blev varetægtsfængslet for indsmugling af 220 kilo hash fra Spanien til Frankrig. Han blev anholdt tæt på Lyon, hvor politiet fandt smuglergodset gemt i et parti frostvarer. Også i denne sag bedyrer de pårørende, at chaufføren er uskyldig.

- Min mand har aldrig nogensinde smuglet hash eller lavet noget andet, der minder om det. Jeg er helt sikker på, han er uskyldig, sagde Helle Mainz, der er gift med Johni Mainz, til TV 2 i juni.

Torben Nielsen arbejdede for Lisberg Transport. En tidligere vognmand med tætte forbindelser til netop det firma er to gange dømt for omfattende hashsmugling.

TV 2 har kunnet afdække, hvordan virksomheden, siden Torben Nielsen blev anholdt i februar, har fået ny ejer og skiftet navn til Euroways Aps. Netop dét firma står bag transporten i sagen, hvor Johni Mainz blev taget med 220 kilo hash.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra manden, der hyrede Torben Nielsen til turen fra Malaga til Danmark.

Kilde: TV2 Østjylland

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11