23948sdkhjf

Varebil anno 1966 er en oplevelse

Det er sjovt at prøve en 48-årig Mercedes varevogn; men det er også en oplevelse, som de færreste bilister helst ikke ville kaste sig ud i.
Det er sjovt, men det kræver sin chauffør. Vi har sat en 48 årig gammel ladvogn stævne – for at køre en – synes jeg selv - lang tur i den. Det er en 50 hestes Mercedes-Benz L 319 diesel anno 1966, som er blevet restaureret af Mercedes-Benz Danmark.

Men den har også gjort sin tørn for skiftende firmaer, så slidt er den naturligvis også; men den har været en slider og en god hjælper gennem årene, siden den forlod den tidligere Auto Union fabrik i Düsseldorf, som overtog produktionen efter Stuttgart-Untertürkheim fabrikken i 1966.

Derfor skal den gamle "Düsseldorfer" også behandles med forsigtighed, blandt andet når døren skal åbnes og lukkes. Ikke noget med at smække med dørene!

Jeg sætter mig ind bag rattet og stiller tasken på det lille bænkesæde, der ikke levner plads til mere end et par store børn. Der er ingen sikkerhedsseler i vognen, så et lille fartgreb til passagerer er ikke luksus.

En hylde i metal under instrumentbrættet passer til paraply eller småting, men knæene ville ikke være glade for at møde den.

Ikke plads til benene

Der er ikke meget plads til benene. Det generer især under kørslen, finder jeg ud af senere. Først skal den gamle Mercedes i gang, og det er heller ikke så nemt. Motoren skal nemlig forvarmes. Når nøglen er stukket i tændingslåsen, trykkes den ned og drejer med uret to positioner indtil begge lamper lyser i panelet.

Så trækkes startknappen halvt ud i 20 sekunder – og så kan der startes.

Det er ikke just en støjsvag oplevelse. Den larmer højt og tydeligt, mens voldsomme vibrationer gennemtrænger førerhuset.... men den starter! Og så jeg ruller afsted fra klargøringsværkstedet RTT i Gladsaxe, der passer bilen for importøren.

Man sidder nærmest oven på motoren, som det er normalt i varevogne uden snude – så der er ikke langt til støjkilden.

Gearstangen er en lang stang mellem sæderne – og koblingspedalen har stor frigang, så venstre ben skal løftes højt for at træde pedalen ned. Lige så højt som bremsepedalen, der skal trædes godt ned, for servo findes der ikke.

I øvrigt heller ikke til styretøjet, så der kan kun drejes på det store bakkelit-rat, når vognen ruller.

Lille viskerkontakt

Det regner lidt, så takket været et lille instruktionsark, der ligger i bilen, finder jeg den lille viskerkontakt på instrumentbrættet. De små viskerblade dækker kun et lille felt, så udsynet er ikke enestående.

Der er også en simpel blæser, der aktiveres af en kontakt magen til viskerkontakten. Blæseren prøver at overgå motorlyden, men det lykkes dog ikke. Jeg kunne også have valgt at bruge de små vipperuder og skyderuderne i dørene.

Gearstangen er nærmest leddeløs, og det kunne være svært i begyndelsen at finde gearene – men det er bare en vane.

Ikke over 50 km/t

Meget over 50 km/t vover jeg ikke rigtigt at køre, for så bliver støjniveauet ubehageligt højt, så jeg holder mig i højre vejbane på ringvejen i Gladsaxe, mens de øvrige bilister kanter sig udenom – synligt irriterede.

Andre trafikanter vinker venligt til den lidt ældre herre bag rattet. Jeg var 16 år, da bilen forlod fabrikken, så jeg er heller ikke ung længere.

Ved rundkørslen i Buddinge vælger jeg at køre mod Lyngby, og senere drejer jeg mod Frederiksdal. Her passer vognens fart til det, man må køre. Jeg skal bare huske selv at slå blinklyset ud og ind.

Stillevejsbumpene kan den stive affjedring ikke lide. Der er næsten dømt helt stop, før jeg lister over; men så får jeg jo også klaret lidt ben-gymnastik.

Målet er frilandsmuseet i Sorgenfri via Virum. Det et sted for gamle bygninger, så her passer vognen fint ind. Den er faktisk meget nyere end bygningerne i det spændende museum. Herude vælger jeg at tage billederne af vognen, før regnen begynder at tage lidt til i styrke.

Jeg er også lidt nervøs for, at der ikke er brændstof nok på. Undervejs ser jeg hele tiden viseren på måleren, der vibrerer op og ned mellem kvart fuld og tom. Tanken var dog fuld – det havde jeg bare ikke fået at vide på forhånd.

Øm i lårene

Så jeg kom tilbage til Gladsaxe – nogenlunde samme vej, som jeg er kommet til Sorgenfri. Med de samme udfordringer bag rattet - og temmelig øm i lårene af at løfte benene i en uendelighed, når bremse og kobling skulle betjenes.

Man kan håbe, at vognen har været lettere at køre, da den var ny; men dengang var der jo ikke servo-hjælp til styretøj og bremser. Vi er nok bare blevet forvente.

Den nye Mercedes-Benz 316 CDI lastbil, som jeg prøvede nogenlunde samtidig viser i hvert fald, hvordan udviklingen har været teknologisk.

L 319 historik

Inden Den Anden Verdenskrig havde Mercedes-Benz kun bygget lastbiler, ikke varebiler. Under krigen blev man af den tyske regering af rationaliseringsgrunde tvunget til at bygge Opel Blitz varevogne. Da krigen sluttede, og der kom gang i hjulene i 1950’erne, blev denne type varebiler populære, især VW Transporter, Opel Blitz, Hanomag, DKW, Faun m.fl.

Mercedes-Benz besluttede at følge trop. L319 så dagens lys på biludstillingen i Frankfurt i 1955. Den blev så populær, at den fortsatte til 1968, hvor den blev afløst af T2-modellen.

Tekniske data L319

Motor: 4 cyl. diesel.

Slagvolumen: 1.988 ccm.

Ydelse: 55 hk ved 4.350 omdr.

Kompression: 21:1.

Forbrug: 9,7 km/l.

Gear: 4+1.

Topfart: 98 km/t.

Håndbremse: paraply-type.

Tank: 60 liter.

El-system: 12 volt/84 ampere.

Smøring: smørenipler.

Totalvægt/nyttelast: 3.600/1.200 kg.

Akselafstand: 2.850 mm.

Vendediameter: 11,2 meter.

Anhænger m. bremser: 1.500 kg.

Dæk: Michelin 6.00 R 13 XSA.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078