23948sdkhjf

Utraditionelt samarbejde skal forhindre højresvingsulykker

Lantmännen Schulstad etablerer samarbejde med Hvidovre Ungdomsskole i forsøg på at give viden videre og undervise nye knallertførere for at undgå fremtidige ulykker.
Et højresving, et skrig - livet bliver aldrig det samme igen.

Højresvingsulykker er og bliver chaufførens værste mareridt og lige meget, hvor mange hjælpemidler der stilles til rådighed, er der brug for viden hos de øvrige trafikanter.

Uagtet, at chaufførerne i førerhusene kender diverse risici og ved, hvor lidt der skal til, før ulykken rammer, så kan man ikke forberede sig på forudsigeligheden og de chancer, de øvrige bilister er villige til at tage i trafikken.

Med den tanke har Lantmännen Schulstad på eget initiativ startet et samarbejde med Hvidovre Ungdomsskole.

Tanken blev født, da én af virksomhedens chauffører, Flemming Eckholdt, viste sin lastbil frem for sin datters skoleklasse. Undervisningen var en succes og efter en snak ved frokostbordet med kollegerne – ansporet af en nylig højresvingsulykke – blev idéen om et samarbejde med Hvidovre Ungdomsskole kastet på bordet.

Projektet skal give eleverne en større forståelse for lastbilernes udfordringer i forbindelse med højresving.

Hjælpemidler er ikke nok

- Det overrasker altid andre trafikanter, hvor lidt vi kan se fra vores huse, og hvor meget der kan gemme sig i de blinde vinkler. Derfor vil vi gerne gøre en indsats for at brede budskabet ud og undervise unge mennesker i, hvad de selv kan gøre for at øge sikkerheden. Vi kan have nok så mange hjælpemidler og sidespejle, men hvis trafikanterne ikke selv er agtpågivende, hjælper det ikke, siger Flemming Eckholdt.

Det "batter" vel ikke særlig meget at undervise et par håndfulde elever i Hvidovre, når man dagen efter skal køre i den værste trafik på Nørrebro?

- Det er selvfølgelig en dråbe i havet, men vi ser projektet som et græsrodsprojekt, der forhåbentlig kan brede sig som ringe i vandet. Vores håb er, at idéen spreder sig, så andre transportvirksomheder måske får samme eller andre idéer. Og at eleverne deler deres viden med deres kammerater og deres familier…

- Vi må jo gøre noget, ellers sker der ingenting, siger distributionschef, Kim Rasmussen for hvem det slet intet problem var at finde chauffører til opgaven.

Enkelte nægter Nørrebro

Kim Rasmussen sender dagligt 25 biler af sted fra Avedøre Holme i Hvidovre. I alt 35 chauffører arbejder i skift fra kl. 02.00 om natten til 11.00 formiddag. Det betyder, at de undgår en del trafik - og dermed også en del af de bløde trafikanter. En bevidst strategi fra Lantmännen Schulstad.

Til gengæld får chaufførerne al morgentrafikken med. Også i indre København.

- Indre Nørrebro er stedet i Danmark med flest cyklister. Der er cykler foran, på siden, bagved… Jeg har oplevet erfarne chauffører betinge sig, at de ikke skal køre på Indre Nørrebro. Det siger en del om det mareridt en nedkørsel er, siger Kim Rasmussen.

For Flemming Eckholdt betyder det meget, at hans arbejdsgiver ser positivt på en ny og tidskrævende idé:

- Når chaufførerne selv gerne vil lægge en indsats, er det altafgørende, at vi bakkes op, siger Eckholdt.

Det er ungdomsskolen, der aflønner chaufførerne, mens Lantmännen Schulstad lægger faciliteter og vogne til undervisningen.

Flemming Eckholdt tilføjer:

- Vi oplever rigtig mange usmarte ting i trafikken. Forældre, der skubber deres børn op på siden af de store lastbiler på trods af, at børnene er så små, at de helt forsvinder for os. Trafikanter, der synes det er fint at gå bagom en bakkende lastbil, men aldrig kunne drømme om at gå foran en fremadkørende lastbil, siger Flemming Eckholdt.

- Alt for mange tænker: "Går den, så går den". Hvis jeg skal give ét godt råd vil det være: Lad være med at tage chancer. Hvem der har ret til at køre, hjælper ikke ret meget, hvis man først ligger under et hjul …

Øjenåbner

For den 16-årige knallertelev Kasper fra Hvidovre Ungdomsskole er kurset hos Lantmännen Schulstad en øjenåbner.

- Man bliver overrasket over, hvor lidt chaufføren kan se. Og man får helt klart en anden respekt, når man selv har siddet i huset på en 24 tons tung lastbil. Jeg er nu bevidst om, når jeg kører på cykel eller på knallert, om det er en lastbil eller en personbil, der holder på venstre side af mig, siger 16-årige Kasper.

På Hvidovre Ungdomsskole er man begejstret for samarbejdsaftalen:

- Som kommunal institution i Hvidovre kommune er vi stolte over at etablere partnerskab med det private erhvervsliv, så vi i samarbejde tager hånd om en vigtig opgave, siger konstitueret viceungdomsskoleleder Lise Zaar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093