Alt for mange tager chancen
Børge Ernø Transport er ikke den første, som falder for branchens etiske regler. Vores kommentator, Poul Rudolf, mindes DTLs lange kamp for at få et ikke-ønsket medlem smidt på porten.
Derfor havde ITD havde ingen anden udvej end at ekskludere Børge Ernø Transport, som blev afsløret i at bruge en magnet på gearkassen for at kunne snyde med køre/hviletidsbestemmelserne.
Den efterfølgende debat viste, at snyderi med en magnet blot er en af flere måder at omgås reglerne på. En anden fidus er at snyde med de kørekort, der sættes ind i køretidskontrollen eller tachografen. Så vidt vides har den slags overtrædelser endnu ikke medført et spark ud af vognmandsforeningen.
ITDs beslutningen om eksklusion blev taget med den begrundelse, at det nu forhenværende medlem havde forbrudt sig mod fem af de seks kapitler i organisationens etiske retningslinjer. Det mest tyngende var formentlig kapitlet om at konkurrere på markedsvilkår. Måske var eksklusionen også et signal til omverdenen og politikerne om, at man udviser orden i eget hus
Børge Ernø Transport, som næppe heller kan fortsætte som ATL-medlem, ville med garanti også være smidt ud af DTL eller af andre vognmandsorganisationer, hvis det var der, han havde placeret sine kontingentkroner.
Ikke første gang
Nu er det ikke første gang, en vognmand er fældet for at overtræde de etiske regler. Den vel nok mest kendte sag handler om DTLs to år lange kamp for at få strøget flyttemand Jens Benny Sørensen, Brøndby, fra medlemslisten.
Den stædige flyttemand ville ikke acceptere at blive smidt ud af foreningen, så sagen endte for en voldgiftsret, som stadfæstede eksklusionen. I præmisserne blev det anført, at Jens Benny Sørensen ved første kontakt med kunderne gav dem indtryk af, at transportopgaven kunne udføres til en væsentlig lavere pris end den, der senere blev opkrævet. Hvis kunderne ikke betalte truede han med at tilbageholde godset.
Som en jernnæve
DTL indførte som den første vognmandsorganisation et sæt etiske regler i maj 2000, og de skulle ikke opfattes som et stykke glittet papir uden betydning. Den daværende formand Kaj Nielsen garanterede med sin store hang til kinesiske ordsprog, at regler ikke blev en "papirtiger," men en "jernnæve", der sørger for, at et medlemskab er et kvalitetsmærke.
Selv om de etiske regler har deres store betydning, er der stadig for mange vognmænd, som tager chancen. Nogle kalkulerer ligefrem med, hvor det økonomisk kan betale sig at lave fiduser. Bøderne er ganske enkelt ikke store nok.
Intet erhverv kan på længere sigt overleve på snyd og bedrag. På et eller anden tidspunkt kræver politikerne ordnede forhold i vognmandsbranchen. Og det vil formentligt ske på den hårde måde med kæmpebøder og inddragelse af vognmandstilladelsen. Branchen har selv bedt om det.