DTL kræver stop for cabotage
- Danmark har mulighed for at trække i nødbremsen. Det synes vi, politikerne skal gøre, lød opfordringen fra DTL's ledelse på weekendens generalforsamling.
Sådan lød opfordringen fra DTL's formand Jørgen Egeskov og adm. direktør Erik Østergaard på weekendens generalforsamling, som fandt sted i Helsingør - Holger danskes hjemby.
Selv om DTL mener, at den danske vognmands overlevelse er i fare, rørte den store statue foran Hotel Marielyst ikke på sig. Vognmændenes problemer må branchen klare uden hjælp fra guderne.
Erik Østergaard er udmærket klar over, at han får store dele af transportbranchen imod sig. Både ITD og Danske Speditører vil ikke have ændret ved cabotagereglerne; men for DTL er det simpelt hent nødvendigt.
Hele Norden bakker op
DTL har derfor søgt støtte hos vognmandsorganisationerne i de nordiske lande. Derfor lyder samme opfordring til politikerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland, at de skal trække i den nødbremse, som EU-lovgiverne indbyggede i tilfælde af "alvorlige forstyrrelser på markedet".
- Den nødbremse betyder suspension af cabotage i en kortere periode. Vi har brug for en "time out" til at justere reglerne, så vi igen opnår fair konkurrence.
- Vi har brug for at EU skrinlægger planerne om fuld liberalisering allerede om to år.
- De fire nordiske vognmandsforeninger repræsenterer 21.000 vognmænd i Norden. Vi vil råbe så højt, vi kan. Nu er det op til politikerne, om de ønsker at høre os.
Løsning: Indfør karantæne-periode
- Vi har også løsningsforslag med i tasken, sagde Erik Østergaard.
- Gør de 7 dage til en karantæneperiode. Når man har kørt tre ture indenrigs i Danmark, så skal man vente en uge, før man kan komme ind igen. Det skal ikke være nok at køre en tur til Flensborg og drikke en kop kaffe, for så at vende tilbage til Danmark og få tre friske cabotage-ture.
Kæmpe problem
Cabotage ER et kæmpe problem. Tallene taler deres tydelige sprog, fortsatte Erik Østergaard:
Antallet af cabotagekørsler i Danmark er stigende - og underdrevet, for den ulovlige del bliver næppe registreret
Stadig flere hvide nummerplader ejet af danske datterselskaber i udlandet krydser grænsen. På bekostning af de gule plader.
Antallet af danske lastbiler fortsætter med at falde, selvom transportarbejdet igen er stigende.
Hårdest ramt i vores branche er trucking, som typisk er mest udsat for ulovlig cabotage
Udviklingen i transportpriser er for nedadgående.
Politiet melder om flere overtrædelser. Ikke mindst på køre- og hviletidsreglerne, men nu også ulovlig cabotagekørsel, efter at man er begyndt at kontrollere det.