23948sdkhjf

Cabotagepause en økonomisk katastrofe for danske transportvirksomheder

Mens DTL appellerer til politikerne om at aktivere dén nødbremse, der udløser seks måneders suspension af cabotagekørsel, så advarer DI Transport nu imod den løsning
Det vil være en økonomisk katastrofe for den danske transportbranche, hvis politikerne følger erhvervs- og arbejdsgiverforeningen DTLs opfordring om at suspendere muligheden for at køre cabotage i seks måneder. Det siger branchedirektør i DI Transport, Michael Svane til transportmagasinet.dk.

- Konsekvensen af at bruge en sådan bestemmelse er jo, at man samtidig afskærer danske biler fra at køre i udlandet og udføre cabotage. Det synes vi, er en meget uheldig konsekvens, siger Michael Svane. Så det er et forslag, vi ikke bryder os om og et forslag, som efter vore opfattelse er så kortsigtet, at det vil være til ugunst for det danske transporterhverv.

DTLs argument er, at ulovlig cabotagekørsel er et stigende problem som skaber konkurrenceforvridning i vognmandsbranchen. Men man skal også være opmærksom på, at der er rigtig meget cabotage, der er lovligt, siger Michael Svane til transportmagasinet.dk. Han slår fast, at DI Transport aldrig nogensinde vil holde hånden over ulovligheder. Men dét at skabe et indtryk af, at cabotage er lig med ulovligheder, den køber jeg altså ikke, siger han.

Økonomien og konkurrencen er hård

Cabotage fylder stadigvæk en forholdsvis beskeden del af den samlede transport i Danmark, lyder det fra branchediretøren.

- Når vi lægger vægt på at fastholde cabotagemulighederne også i udlandet, så er det fordi, at det jo er en del af den virkelighed, der hedder det indre marked for transport. Alle der beskæftiger sig med landevejstransport ved jo, at økonomien og konkurrencen er hård. Cabotage understøtter i virkeligheden muligheden for, at have en bedre økonomi på den enkelte tur og gør det muligt for en dansk transportør at udføre grænseoverskridende transporter til og fra andre EU-lande. Cabotage er en mulighed for at tjene lidt ekstra penge, når man har været nede med en ordre i f.eks. Tyskland, Frankrig eller Italien, siger han.

Dén mulighed mister de danske vognmænd, hvis politikerne følger DTLs opfordring og muligheden for cabotagekørsel suspenderes.

- Jeg ville anse det for helt og aldeles udelukket, at transportministeren beslutter at lukke Danmark ude fra det indre transportmarked. Det ville være uhørt og efter min opfattelse helt ude af proportioner med situationen. Vi er medlem af EU og vi arbejder i det indre marked. Det er efter min opfattelse en helt forkert vej at gå, hvis man ønsker at så at sige indføre grænsekontroller og hegne danmark af ift EU. Den går ikke. Og det vil vi aldrig nogensinde bakke op om hos os, siger Michael Svane til transportmagasinet.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125