23948sdkhjf

Flere piger i Horsens vælger uddannelser inden for byggeri

| Medlemsnyhed | Indrykket af Learnmark Horsens

Byggeriets Kvinderåd har en ambition om at fordoble andelen af kvinder i branchen over de næste 10 år. Det mål er man på vej til at nå i Horsens. Det viser tal fra januaroptaget 2019 på Learnmark Tech.

På EUX-uddannelserne til tømrer, murer og struktør på Learnmark Tech er der i januar 2019 næsten dobbelt så mange piger, som på samme tidspunkt sidste år. Det viser tal for de EUX-elever, der netop har valgt uddannelsesretning på grundforløb 2 (GF2). 

På GF2-holdet er fem ud af 48 elever piger, og de har alle valgt en uddannelse inden for byggeri. To af dem er Sikkersoq Kirsten Mathæussen Jensen og Katrine Hansen, som vil være EUX-Struktører, før de videreuddanner sig. 

”Jeg vil gerne have en håndværksuddannelse, før jeg læser videre til ingeniør. Samtidig havde jeg lyst til at prøve noget nyt, og jeg ville gerne tage en uddannelse, hvor jeg ikke kun sidder bag ved en computer. Derfor har jeg valgt at uddanne mig til EUX-Bygningsstruktør,” fortæller Sikkersoq Kirsten Mathæussen Jensen. 

FRA STRUKTØR TIL ARKITEKT
Hendes klassekammerat Katrine Hansen drømmer om at uddanne sig til arkitekt. Hun har også valgt at uddanne sig til EUX-Struktør, fordi hun på den måde både får en praktisk uddannelse og fag på gymnasieniveau, så hun kan læse direkte videre. 

”Min plan var egentlig at uddanne mig til EUX-Tømrer, men så prøvede jeg struktørarbejdet, da jeg gik på grundforløb 1. Det er et fag med både udfordringer og gode jobmuligheder, og jeg glæder mig til at komme i gang med uddannelsen. Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg vil uddanne mig til anlægs- eller bygningsstruktør, men det skal jeg snart gøre, så jeg kan begynde at søge læreplads,” siger Katrine Hansen. 

ANBEFALINGER FRA BYGGERIETS KVINDERÅD
Dansk Byggeris kampagne om flere kvinder i byggeriet har ifølge Katrine Hansen og Sikkersoq Kirsten Mathæussen Jensen ikke haft indflydelse på deres uddannelsesvalg. De kan med deres valg derimod være med til at bakke op om nogle af de anbefalinger, som Byggeriets Kvinderåd først i januar 2019 har offentliggjort i en rapport. 

Det er fx anbefalingerne:

  • En ny fortælling - fokus på et mangfoldigt image
  • Test det gode kammeratskab – sæt det gode kammeratskab på dagsordenen
  • Kroppen på arbejde – fokus på tekniske hjælpemidler. 


”Jeg har talt med min lærer Nana, som underviser på uddannelsen til bygningsstruktør, og hun fortæller, at det ikke kræver særlig muskelkraft at være bygningsstruktør. Der er så mange hjælpemidler, at jeg sagtens kan klare mig i branchen,” understreger Sikkersoq Kirsten Mathæussen Jensen. 

I forhold til kammeratskabet på uddannelsen er de to EUX-piger helt enige. 

”Vi har det rigtig godt i vores klasse, hvor vi er fem piger og 25 drenge. Der er selvfølgelig meget drengehørm i klassen, men så står vi bare sammen og giver dem igen.” 

På EUD-uddannelserne på Learnmark Tech er der 8 procent piger, der starter på GF2 i januar 2019.

www.learnmark.dk/tech


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Learnmark Horsens

Learnmark Efteruddannelse
Vejlevej 150
8700 Horsens
Danmark
Learnmark Horsens

Send til en kollega

0.12