23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Støjsvage el-trailere giver bedre arbejdsmiljø

Eurostar Danmark er som de første i landet begyndt at bruge støjsvage el-trailere, når der skal lægges striber på vejen. Det giver store gevinster for arbejdsmiljøet.

Med en reduktion af CO2 udledningen på 80-85 procent, medvirker de nye el-trailere til en betydelig forbedring af CO2-regnskabet. Men er man en af de medarbejdere, der arbejder med vejmarkering, vil man også få gavn af det nye udstyr. Det er i lige så høj grad er arbejdsmiljøet, der er den store vinder, efter at Eurostar Danmarks nye el-trailere er taget i brug. De nye el-trailere har nemlig et ultralavt støjniveau.

Nu kan vi tale sammen uden at hæve stemmen

Er man i tvivl om gevinsterne for arbejdsmiljøet, kan man bare spørge formand Anders Petersen, som sammen med sit hold er de første til at bruge de nye el-trailere:

”Jeg må indrømme, at jeg tvivlede, da jeg hørte om det, men efter fjorten dage må jeg bare bøje mig i støvet,” siger Anders og fortsætter:

”Det er helt fantastisk. Den gamle diesel-trailer larmede vildt, men når vi arbejder med el-traileren, kan vi tale sammen uden at hæve stemmen. Det er et helt nyt liv.”

El-trailerne forbedrer arbejdsmiljøet

Det forbedrede arbejdsmiljø er også noget, man er opmærksom på i ledelsen, hvor direktør hos Eurostar, Jesper Wraae-Bess siger:

”Det lave støjniveau har virkelig været en velkommen sidegevinst for os. Medarbejderne har alle som én givet udtryk for, hvordan el-trailerne har løftet arbejdsmiljøet.”

Anders Petersen er enig og tilføjer:

”Jeg kan simpelthen ikke få øje på nogle ulemper – den er virkelig godkendt. Og alle mine kolleger bliver lige så vilde, når det bliver deres tur. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.”

Masser af batteri og meget lidt bio-diesel

El-trailerne er udstyret med gryder, hvori materialet til vejmarkering opvarmes, inden det kan lægges ud til nye striber på asfalten. Trailerne er hybride, hvilket vil sige, at deres gryder opvarmes med el fra lithium-batterier, og så bruges der biodiesel som reserve ved strømmangel.

Anders Petersen har dog endnu ikke oplevet, at der var brug for at anvende diesel. Tværtimod kan teamet konstatere, at der stadig er 50 procent af energien tilbage på lithium-batteriet efter 36 timers drift.

”Det ser ud til, at vi kommer til at kunne løse mange opgaver, uden at skulle bruge hjælp fra dieselmotoren og bio-diesel,” siger han.

Den rigtige temperatur er nem at opnå

At lægge vejstriber ud, er en energikrævende opgave. Granulatet, der bruges, skal varmes op til 180 grader, før det i flydende form kan lægges og fæstnes på asfalten.

Det betyder samtidigt, at materialet konstant skal holdes på 180 grader, så længe der arbejdes. Noget der med de gamle diesel-trailere ikke altid er lige nemt.

”El-traileren er rigtig god til at holde en konstant driftstemperatur. Når først den rigtige temperatur er nået, skal jeg aldrig hen og stille på den,” siger Anders Petersen.

Hurtig klargøring af materialet til vejmarkering og Bluetooth er luksus

Udover det lave støjniveau er der særlig to ting, som Anders sætter pris på, ved at arbejde med de nye el-trailere. Den ene er, at de nye el-trailere er en anelse hurtigere til at klargøre materialet til vejmarkeringerne. Den anden er Bluetooth.

”Den nye el-trailer kan startes med min mobiltelefon. Det betyder, at når jeg møder, kan jeg starte traileren inden jeg stiger ud af min bil. Det er ret luksus, at det hele så er i gang, når jeg kommer hen til den. Nu mangler vi bare, at den får installeret wi-fi, så jeg kan starte den hjemmefra,” griner Anders Petersen.

Øget tryghed om natten

For ikke længe siden, nedlagde de københavnske renovationsarbejdere arbejdet. Årsagen var blandt andet, at de var utrygge ved reaktioner fra borgere, der følte sig generet af skraldebilerne i trafikken.

Den følelse er ikke fremmed for Anders Petersen og hans folk, når de midt om natten starter en larmende dieselmotor i en traditionel trailer på en gade, hvor der skal lægges nye vejstriber.

”Vi skal huske på, at i byerne bliver op imod 90 procent alle striber udlagt fra trailergryder. Normalt plejer de bare at have larmende dieselmotorer i stedet for den støjsvage el-opvarmning. Det er ikke så sjovt for de sovende naboer til vores arbejde. Så jeg håber og forventer virkelig, at el-trailerne vil give os langt færre negative reaktioner fra beboere, end vi normalt oplever,” siger Jesper Wraae-Bess. Anders Petersen er sikker på, at han får ret i det:

”Med el-traileren er jeg helt tryg ved at starte maskinen op og arbejde om natten midt inde i København. Jeg mener, nu er det jo min egen bil, der larmer mest,” siger Anders Petersen.

Saferoad Services A/S
Tigervej 12-14
4600 Køge
Køge Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26994896
P nummer: 1010287061

Send til en kollega

0.047