23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Laura Ravn Nielsen ville være sygeplejerske, men er nu speditørelev hos Danske Fragtmænd

21-årige Laura har altid haft karriereplanen klar. Hun skulle være sygeplejerske. Det har hun altid været sikker på. Det ændrede sig dog efter et sommerferiejob på Danske Fragtmænds lagerhotel i Aalborg. Jobbet gav hende mod på mere i transport- og logistikbranchen, og i dag er hun speditørelev hos Danske Fragtmænd.

Siden Laura var helt lille, har hun altid ønsket at arbejde med mennesker. Samtidig ønskede hun en hverdag med fart over feltet. Laura var derfor overbevist om at sygeplejerske var hendes kald i livet. Det var såmænd også planen at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, men i hendes sabbatår kom hun pludselig i tvivl:

"Jeg ville egentlig bare tjene nogle penge i mit sabbatår og endte med et job på lagerhotellet i Aalborg. Det er jeg virkelig glad for i dag. Efter halvandet år på lagerhotellet havde jeg fået lyst til at arbejde mere i transport- og logistikbranchen", fortæller Laura.

Det krævede dog grundige overvejelser før Laura turde tage springet. Transportbranchen var nemlig langt fra den travle hverdag på hospitaler, som Laura ellers havde forestillet sig. Hun havde samtidig svært ved at se sig selv i et stillesiddende kontorjob. Alligevel var hun interesseret i at forsætte hos Danske Fragtmænd:

"Det var virkelig en svær beslutning. For jeg havde jo planlagt, at jeg skulle være sygeplejerske. Men efter mit arbejde på lagerhotellet blev jeg bare fascineret af hele det store apparat, der ligger bagved. For det er jo så meget mere end blot lastbiler på vejene. Det er ikke bare at flytte en palle fra A til B. Der er en masse mennesker involveret. Det, syntes jeg, er enormt spændende", forklarer Laura.

Laura kontaktede efterfølgende Danske Fragtmænds HR-afdeling, hvor de sammen lagde en plan for hendes karrierevej. I sommer blev hun speditørelev. Hendes speditøruddannelse er en smule atypisk:

"Min base er i Aalborg, hvor jeg arbejder i Terminalservice med tre andre. Vi finder løsninger for bortkommet gods eller ødelagte paller. Jeg har masser af kontakt med medarbejdere, kundeservice og kunder. Det er enormt lærerigt, og vi har det samtidig virkelig sjovt. Jeg har også lige været i Kundeservice for at opleve den del af Danske Fragtmænd. Udover det skal jeg besøge Bulken til april og senere Salgsafdelingen", uddyber Laura.

Gennem uddannelsen har Laura lært meget om sig selv og Danske Fragtmænd. Laura er ikke længere i tvivl om, at hun har taget det rigtige valg. Hun er faldet godt til bag skærmen på kontoret, men hun er samtidig blevet bekræftet i, hvad det er hun helst vil arbejde med i fremtiden:

"Jeg er stadig i gang med at finde min plads i Danske Fragtmænd. Jeg synes, det menneskelige aspekt i det store system er meget spændende. Min drøm er at ende som driftsleder eller terminalchef for at arbejde endnu tættere med medarbejderne i driften. Men der er selvfølgelig lang vej endnu, og jeg har stadig meget at lære", fortæller Laura.

Historisk set har transport- og logistikbranchen været præget af mandsdominerede arbejdspladser. Som ung kvinde havde Laura også bekymringer om at starte i en branche, hvor mænd var i overtal. De tanker er heldigvis gjort til skamme og Laura håber, at hendes historie kan være med til at tiltrække endnu flere kvinder til transportbranchen:

"Det har egentlig aldrig været et problem, at jeg er kvinde. De eneste, der måske var lidt udfordrede, var vores chauffører. Jeg kunne godt mærke, at de talte lidt pænere til mig end mine mandlige kollegaer. Ellers har der ikke været noget. Så jeg synes helt sikkert, at der burde komme flere kvinder ind i faget. Jeg tror også på, at det vil føre til en positiv udvikling i branchen", afslutter Laura med et smil.

Danske Fragtmænd A/S
Tomsagervej 18
8230 Åbyhøj
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30611756

Kontaktperson

HKH
Henriette Kjærholm Hansen
Marketing- og kommunikationschef
henriette.hansen@fragt.dk

Send til en kollega

0.047