Nikolaj skal udbrede bedre filterløsninger til den jyske industri
Nikolaj H. Brink er fra 1. september blevet salgsingeniør hos Filterteknik A/S. Han har en solid baggrund i salg af tekniske produkter fra bl.a. N.C. Nielsen A/S og Meldgaard Hydraulik A/S. Hos Filterteknik skal han styrke rådgivningen og formidle de gode filterløsninger til industrivirksomhederne i Jylland.
Nikolaj H. Brink er 31 år og oprindeligt uddannet tømrer, men har arbejdet med teknisk salg i mere end 10 år. Han har stor erfaring med at sælge tekniske produkter og har tidligere bl.a. solgt gaffeltrucks og komponenter til hydraulik. I jobbet som salgsingeniør skal Nikolaj H. Brink rådgive industrivirksomheder i Jylland om de bedste filterløsninger og om, hvordan samarbejdet med Filterteknik kan optimere driften.
”Jeg har altid syntes, at industrien er et spændende område at arbejde i, da det omfatter mange forskellige brancher. I jobbet som salgsingeniør hos Filterteknik får jeg for alvor muligheden hjælpe mange forskellige virksomheder med at optimere deres filterløsninger og dermed drift,” siger Nikolaj H. Brink og tilføjer:
”Filterområdet er stort, så der er meget, jeg skal sætte mig ind i, men jeg har en solid teknisk viden i bagagen. Så jeg ser bare frem til at komme i dialog med kunderne og dykke ned i Filtertekniks løsninger.”
Sætter sit præg på arbejdsdagene
Selvom Filterteknik er en del af Indutrade, som er en større nordisk koncern, er Filterteknik i Danmark stadig en mindre virksomhed, og for Nikolaj H. Brink er det et stort plus.
”I mindre virksomheder er beslutningsgangene oftere kortere, hvilket passer mig godt. Jeg håber, jeg kan være med til at præge og udvikle Filterteknik, samtidig med at jeg udvikler mig som rådgiver og sælger. Så jeg vil bare give den gas,” siger han.
Filterteknik har i nogen tid manglet en sælger til industriområdet i Jylland, så salgschef Allan Kragh er glad for, at Nikolaj H. Brink har sluttet sig til sælgerteamet.
”Nikolaj har stor erfaring med teknisk salg, og han er vant til at sætte sig ind i tekniske produkter. Desuden er han en behagelig ung mand. Jeg er sikker på, han kan bibringe de mange jyske industrivirksomheder god sparring og rådgivning om bedre filterløsninger og optimering af deres service og drift,” siger Allan Kragh og tilføjer:
”Det er ingen hemmelighed, at gennemsnitsalderen på vores sælgerteam ligger i den lidt højere ende, så det er dejligt at få en yngre sælger ind, som har nogle andre perspektiver og idéer.”
Nikolaj H. Brink bor i Sønderborg sammen med sin kone og deres treårige datter. I fritiden nyder han at være sammen med sin familie og venner og tager gerne med vennerne på jagt i jagtsæsonen. Han holder af at være aktiv, så når han ikke går på jagt, holder han sig i gang med en runde golf eller en tenniskamp.