Teknisk detalje frikendte Esbjerg Gods i sag om vanvidsbilisme!
Ingen konfiskation af lastbil efter dom i byretten
Esbjerg Gods er blevet frifundet i en sag om vanvidsbilisme, hvor anklagemyndigheden ellers havde krævet virksomhedens lastbil konfiskeret.
En af Esbjerg gods modulvogntog tabte i februar 2024 en el-palleløfter på Esbjergmotorvejen. Det er i den grad dramatisk og i særdeleshed farligt, at en el-palleløfter, under kørsel, tabes på vejen, men:
”Kære Anklagemyndighed: Styr jer. At en situation er dramatisk og farlig, er ikke ensbetydende med, at der er tale om vanvidsbilisme.”
Sagens tema
Anklagemyndigheden påstod i retten i Kolding, at sagens helt store tema var, en fejlagtig læsning af traileren, samt at denne forkerte læsning havde fået modulvogntoget til at slingre så voldsomt, at el-palleløfteren var røget ud af siden på traileren.
For at anklagemyndigheden skal kunne få ret i den påstand, og chaufføren skal dømmes for vanvidsbilisme, skal anklageren få domsmandsretten med på præmissen om, at læsningen af traileren var forkert og at læsningen medførte en meget indlysende og stor risiko for, at godset tabes ud af siden på traileren.
Lasten og el-palleløfteren
Traileren var læsset med pallegods og almindeligt pallegods er ikke, som udgangspunkt, i fare for at ryge ud af siden på traileren - selvom traileren slingrer.
El-palleløfteren var efter læsning, blevet parkeret med gaflerne inde under en af godsets paller og chaufføren havde placeret el-palleløfterens håndtag i lodret position, hvor den er bremset.
En afbremset el-palleløfter, hvor bremserne virker, er ikke et problem under transporten – heller ikke hvis traileren slingrer.
En el-palleløfter, hvis bremser derimod ikke virker, udgør på grund af sin egenvægt på 600 kg, et alvorligt sikkerhedsmæssigt problem, hvis traileren begynder at slingre.
Uden fungerende bremser, kan den i praksis betragtes som en 600 kg tung rambuk.
Objektivitet
Anklagemyndigheden, herunder betjente og bilinspektører SKAL være objektive, når årsagerne til trafikuheld undersøges.
Kravet om betjentenes og bilinspektørernes objektivitet står i Retsplejelovens § 96, stk. 2.
Reglen dikterer, at også de ting der taler imod chaufførens skyld skal undersøges.
Det blev derfor helt relevant, at jeg som advokat for Esbjerg Gods, med høj nordjysk røst spurgte ud i retslokalet:
”er el-palleløfterens bremser, blevet undersøgt efter uheldet?”
På den efterfølgende stilhed, der blev i retslokalet, efter jeg havde stillet dette meget relevante spørgsmål, kunne jeg og de andre tilstedeværende i retslokalet konstatere, at bremserne på el-palleløfteren ikke var blevet undersøgt efter uheldet.
Frifindelse
Den væsentligste begrundelse for, at domsmandsretten i Kolding valgte at frifinde for vanvidsbilisme - og dermed den primære årsag til, at Esbjerg Gods Jylland, har fået lastvognen tilbage og undgået konfiskationen - findes i følgende formuleringer i dommen:
”Anklagemyndigheden har oplyst at det ikke er blevet undersøgt om der var fejl på palleløfterens bremser.”
”retten finder efter bevisførelsen ikke, at det kan udelukkes, at uheldet i det væsentlige er forårsaget af en fejl på palleløfterens bremser og ikke tiltaltes pakning af lastbilen”
Hvad kan det bruges til
Netop dommens henvisning til den manglende undersøgelse af el-palleløfterens bremser, som årsagen til frifindelsen for vanvidsbilisme, er supervigtig for mig som forsvarer i disse typer sager, fordi.
I rigtig mange andre sager om trafikuheld med tekniske spørgsmål, har jeg brugt samme argumentation, om anklagemyndighedens pligt til at undersøge ud fra Retsplejelovens § 96, stk. 2.
Dette har ofte ikke medført meget andet end et tomt ansigtsudtryk hos dommer og anklager.
”Åh nej, - ikke nu igen kan jeg se de tænker - den gamle traver gider vi ikke høre på.”
Efter denne dom er både dommer og anklager nødt til at høre på mine argumenter om virkningen af den manglende undersøgelse af de forhold, som taler til støtte for den tiltaltes uskyld.
Dommen er ikke af anklagemyndigheden søgt anket til landsretten.