De fleste vognmænd har forhåbentlig en fragtførerforsikring, der dækker, når der sker skade på godset. Selvom man som vognmand dermed er dækket godt ind, kan det være af interesse at kende det ansvarsgrundlag, man arbejder under - mange skader, der kræver forsikringens hjælp, vil jo ofte resultere i præmiestigninger.
AnnonceDer er forskel på, hvilket ansvarsgrundlag man som vognmand kører under, og ansvaret kan groft opdeles i 3 kategorier; international landevejstransport, national landevejstransport under NSAB 2000 og national landevejstransport uden NSAB 2000. I denne artikel vil vi gennemgå de internationale landevejstransporter.
Ved internationale landevejstransporter finder CMR-loven anvendelse. CMR-loven er den danske oversættelse af CMR-konventionen fra 1956 - Convention relative au contrat de transport international de marchandises par route. Bemærk i denne forbindelse, at paragrafnummereringen ikke er den samme i loven som i konventionen. Loven kan findes på retsinfo.dk under navnet "lov om fragtaftaler ved internationale vejtransporter".
CMR-loven kan ikke fraviges, og man kan som vognmand dermed ikke komme uden om de regler, loven udstikker. Loven finder anvendelse ved alle landvejstransporter på landevej, og stort set alle lande, hvortil der sker transport med lastbil, har underskrevet konventionen og dermed indført den i deres land.
Det strenge ansvarDe to centrale paragraffer er §§ 24 og 25. Ansvarsgrundlaget findes i § 24 som har følgende ordlyd:
Stk. 1. Fragtføreren er ansvarlig for bortkomst og beskadigelse af godset, som indtræffer i tiden fra overtagelsen indtil afleveringen, og for forsinket aflevering.
Stk. 2. Fragtføreren er dog fri for ansvar, hvis han godtgør, at bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse fra den berettigedes side, anvisninger fra denne, der ikke er foranlediget af fejl eller forsømmelse fra fragtførerens side, godsets egen beskaffenhed eller forhold, som fragtføreren ikke kunne undgå, og hvis følger han ikke kunne afværge.
AnnonceStk. 3. Fragtføreren kan ikke befri sig for ansvar ved at påberåbe sig mangler ved det køretøj, som han benyttede til befordringen, eller fejl eller forsømmelse af den, af hvem han måtte have lejet køretøjet, eller dennes folk.
Som det kan læses af stk. 1, er vognmanden ansvarlig for skader på godset fra det øjeblik, han modtager det, og indtil han afleverer det. Udgangspunktet er altså, at vognmanden er ansvarlig, når der er sket en skade. Det er altså som udgangspunkt uden betydning, om han har handlet uagtsomt og lavet fejl i sin udførelse af opgaven.
Som det fremgår af stk. 2, er han dog fri for ansvar, såfremt han kan bevise, at skaden er sket som følge af fejlanvisninger fra vareejeren, hvilket jo er ganske naturligt, idet man ikke kan få erstatning, såfremt man selv har dummet sig.
Ekstraordinære forhold
Ligeledes er vognmanden fri for ansvar, såfremt skaden er sket på grund af forhold, som vognmanden ikke kunne undgå, og hvis følger han ikke kun afværge. Her er tale om helt ekstraordinære forhold. Det kan nævnes, at der har været sager, hvor røveri i Italien ikke er anset for godt nok til at undgå ansvar, når vognmanden har forsømt at benytte bevogtede rastepladser. Ligesom der generelt skal udvise stor forsigtighed i risikolande - af domme kan nævnes:
Et Speditionsfirmaet indgik i 1997 aftale med et dansk bryggeri om transport af et parti øl til Palermo i Italien. Den sidste del af transporten blev udført af en italiensk undertransportør, hvis chauffør ankom til den italienske køber - et supermarked - ved 10-tiden den 30. juli 1997. Chaufføren forlod lastbilen, der var parkeret på gaden uden for supermarkedet, ulåst og med nøglerne siddende i tændingslåsen, medens han henvendte sig i butikken for at forhøre sig om, hvor han kunne læsse godset af. Da han efter kort tid kom tilbage til lastbilen, blev han overfaldet og bortført i en personbil, medens andre gerningsmænd tilegnede sig lastbilen. Vareforsikringen havde erstattet godsets værdi og gjorde et krav gældende over for speditionsfirmaet. Chaufføren havde ved at forlade lastbilen som nævnt udvist en høj grad af uforsigtighed, som kunne have været en medvirkende årsag til godsets bortkomst. På grund af dette og da væsentlige spørgsmål vedrørende hændelsesforløbet henstod ubesvarede, havde Speditionsfirmaet ikke godtgjort, at der forelå forhold, som kunne medføre ansvarsfrihed efter CMR-lovens § 24, stk. 2.
AnnonceSker skaden på grund af færdselsuheld, skal der være tale om helt ekstraordinære og uforudsigelige begivenheder, og vognmanden må på ingen måde have andel i uheldet. I denne forbindelse er det vigtigt at bemærke stk. 3, som fastslår, at vognmanden aldrig kan slippe for ansvar, såfremt skaden på godset er sket som følge af fejl ved hans lastbil.
De særlige ansvarsfrihedsgrundeSom det kan læses, har vognmanden altså et ganske strengt ansvar. Dette strenge ansvar ville hurtigt kunne føre til urimelige resultater. Det ville f.eks. ikke være rimeligt, såfremt ansvaret for manglende emballering, eller skader som følge af læsning foretaget af afsender ikke kunne medføre, at vognmanden slap for ansvar.
Loven undertager i § 25 da også vognmanden for skader som følge af:
1) brug af åbne køretøjer uden presenning efter udtrykkelig aftale, som er optaget i fragtbrevet,
2) manglende eller mangelfuld indpakning af gods, som efter sin beskaffenhed er udsat for svind eller beskadigelse, når godset ikke er indpakket eller er mangelfuldt indpakket,
3) behandling, læsning, stuvning eller aflæsning af godset udført af afsenderen eller modtageren eller personer, der handler på deres vegne,
4) visse godsarters beskaffenhed, der medfører, at de er udsat for at gå til grunde eller for beskadigelse, navnlig ved brud, rust, indre fordærv, udtørring, lækage, normalt svind eller angreb af utøj og gnavere,
5) ufuldstændige eller urigtige mærker eller numre på kolliene,
6) befordring af levende dyr.
Bevisets stillingVognmanden skal dog igen bevise, at skaden skyldes en af ovenstående begivenheder, og mange sager tabes på det, man i juridiske kredse kalder "bevisets stilling". Særligt nummer 2 om manglende eller mangelfuld indpakning kan give anledning til tvivl. Generelt kan det nævnes, at indpakning skal kunne holde til almindelige belastninger, hvilket kunne være rystelser, stød, følger af pludselige opbremsninger og tryk. Indpakning skal derimod ikke kunne klare ekstraordinær påvirkning såsom fald. Såfremt der er benyttet sædvanlig indpakning for den pågældende type gods, vil dette ofte være tilstrækkeligt, og vognmanden vil dermed ikke kunne undslippe ansvar.
AnnonceOgså nummer 3 kan give anledning til problemer. Når vognmanden mødes med en regning fra en kunde, og vognmanden derefter påberåber sig denne bestemmelse, vil kunden ofte henvise til, at vognmanden er den, der skal tjekke om godset er sikret og læsset godt nok.
Det fremgår ikke direkte af loven, hvem der har ansvaret i denne forbindelse, og det vil derfor være afgørende, hvad der er aftalt, samt hvad parterne faktisk gør. Ved begge parter f.eks., at der trods aftale om det modsatte, ikke sker nogen som helst kontrol, men at vognmanden blot henter en lukket trailer, vil det være svært for kunden at komme uden om nummer 3.
Reklamation og forældelse
Fra lovgivers side har man, for at mildne det strenge ansvar, indført ganske korte reklamationsfrister og forældelse af krav mod vognmanden.
Udgangspunktet er, at modtager skal reklamere straks ved synlige skader, og ved usynlige skader skal han inden 7 dage efter godsets modtagelse reklamere overfor vognmanden. Gør han ikke det, skal modtageren bevise, at skaden er sket, mens det har været i vognmandens hænder og som tidligere nævnt, er bevisbyrden ofte af afgørende betydning for en retssags udfald.
Et eventuelt krav bortfalder, såfremt der ikke er anlagt en retssag inden for 1 år efter, at godset er afleveret, eller parterne bliver enige om, at forældelsen er afbrudt. Krav, der er forældet, er døde og magtesløse og dermed bortfaldet for evigt. Det skal dog bemærkes, at forældelsen er 3 år, såfremt vognmanden han handlet groft uagtsomt eller med fortsæt. Hvad der er groft uagtsomt er beskrevet i disse spalter i Trans Inform nr. 2 fra 2006.
Annonce-----