Chauffør sov igennem jordfaldshul og vågnede med mudder om ørerne

Da den polske chauffør Piotr Dietuła parkerede sin lastbil ved en tankstation på en vej lidt nord for Gøteborg fredag aften, var det med forventningen om at fortsætte sin tur dagen efter; men da han vågnede lørdag morgen, blev han mødt af en kæmpe mængde mudder, der bogstaveligt talt stod ham til halsen.
Det skriver SVT.
Han endte nemlig med at sove igennem det jordfaldshul, der natten til lørdag åbnede sig under et cirka 100 meter stykke af vejen.
- Jeg var rystet - det var nervepirrende, siger Dietuła til SVT. Lastbilen sank halvvejs ned i jorden, svarer han til spørgsmålet fra SVT.
Efter styrtet blev han og 13 andre lastbilchauffører evakueret til et hotel i den nærliggende by Stenungsund.
Mindst tre personer blev kvæstet som følge af sammenstyrtningen, og både flere biler og en bus skulle være kørt i hullet.
Det var vedvarende regn, som gjorde jorden blød nok til at styrte sammen.
Desuden efterforsker politiet ifølge SVT, om sprængningsarbejde ved en nærliggende bygning kan have spillet en rolle.
Beredskabet har ikke kunnet udelukke, at jorden kan skride yderligere.
Trafikanter og den generelle offentlighed er derfor blevet bedt om at undgå området.
Ifølge Niclas Fogelqvist, befalingsmand ved redningstjenesten i området ved Gøteborg, er der også bygninger i det berørte område. Der er ingen meldinger om tilskadekomne i den forbindelse.
Til gengæld er en Burger King-filial ved afkørslen til Stenungsund ifølge den svenske avis Aftonbladet blevet ødelagt i skredet.
Politiet vurderer, at trafikken omkring området kommer til at være "enorm" det næste lange stykke tid.
10.000 køretøjer passerer hver dag strækningen, som desuden også fungerer som en slags hovedpulsåre til den sydlige del af Norge.
/ritzau/