23948sdkhjf

Dansk-tysk aftale uden ny lastbiltype

Danmark og Tyskland har indgået et aftale om, at modulvogntog kan krydse grænsen, hvis de ellers lever op til de nationale forskrifter. Danske 17,88 meter-vogne er ikke med i aftalen

Danske vognmænd kan køre med 15-meter trailer med en totallængde på 17,88 meter, når midnatsklokken slår og datoen skifter til 1. januar 2024.

Imidlertid er denne vogntype ikke med i den dansk-tyske aftale om grænsekrydsende modulvogntog, selv om tyskerne har kørt med den i mange år.

Aftalen gælder de tyske langlastvognstyper 2-5, der har en lastelængde på mindst 18 meter og højst 25,25 meter i totallængde. 15 meter-traileren er type 1, så den kan danske vognmænd ikke køre med i Tyskland, mens tyske vognmænd kan køre i Danmark fra nytårsdag.

Der er også andre begrænsninger ikke mindst totalvægten på de tilladte strækninger i Tyskland. 40 ton for almindelig transport og 44 ton for kombitransporter. De nordiske 25,25 meter lange modulvogns vægtgrænse er 60 ton, og de må ikke køre i Tyskland med den vægt.

Akseltryk, påhængsvægt og totalvægt for de enkelte køretøjer og totalvægten for modulvogntog må nemlig ikke overstige de eksisterende tærskler i de lande, hvor køretøjer kører.

Begrænsningerne bliver sandsynligvis lempet, når EU vedtager nye regler for vægt og dimensioner, der lægger op til at bruge lange lastbiler i hele EU.

Indførelse af 17,88 meter lange lastvognstog (bil med sættevogn) er blandt regeringens 11 ændringer i vægt- og dimensionsreglerne og er ment som en slags kompensation til transportbranchen for indførelse af km-afgiften fra 2025.

Tysk trækstang er bevægelig

De to landes respektive love og forskrifter skal overholdes, og alt andet lige er det en fordel for tyske vogntog. De lange vogntog skal i Tyskland være udstyret med tvangsstyring på dollyens ene aksel.

- Trækstangen er bevægelig ligesom på en gammeldags landbrugsvogn. Når lastbilen trækker til den ene side, så trækker dollyens forreste aksel til den anden side, så dollyen beskriver en større bue og trækker tilkoblede sættevogn længere ud i kurven. Så fylder den ikke så meget gennem svinget, forklarer teknisk konsulent Finn Bjerremand, DTL.

Med EU-velsignelse

Aftalen har ikke en geografisk begrænsning, men gælder hele modulvognnettet i begge lande fra München til København.

Tyskland og Holland har indgået en tilsvarende aftale.

EU-kommissionen tilskynder sådanne to-landeaftaler. Kommissionen foreslår lempeligere regler for modullastbiler i grænseoverskridende trafik mellem lande, der tillader Gigaliner, Monster Trucks, Lang-Lkw eller hvad de ellers kaldes, og som udmærker sig ved ikke passe ind i EU's direktiv for højst tilladte dimensioner og vægt.

Så det var i europæisk ånd, at transportministrene Thomas Danielsen (V) og Volker Wissing (FDP) valgte at underskrive aftalen den 4. december, mens de deltog i et ministerrådsmøde i Bryssel.

Budskab til tyske vognmænd

- Fra i dag af kan vognmænd også bruge deres effektive lange lastbiler i Danmark, lyder Volker Wissings budskab til tyske vognmænd.

- Lange lastbiler er med rette ved at blive etableret i hele Europa, da de gør os i stand til at transportere mere gods på færre ture. Det sparer CO2 og letter presset på vores veje, understreger Volker Wissing.
Så får man se, om den tyske tilslutning til klimaargumentet for modulvogntog udmøntes i højere totalvægt.

www

Det tyske trafikministeriums side om regler for lange lastvogne
https://bmdv.bund.de/SharedDocs/DE/Artikel/StV/Strassenverkehr/lang-lkw-aenderungsverordnung.html

Den tysk-danske aftale om tekniske ordninger for transport med modulvogntog på tværs af grænsen mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland
https://www.trm.dk/media/k5cng350/bilateral-aftale-med-tyskland-om-modulvogntog.pdf

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063