23948sdkhjf

Vemodig fynsk vognmand: Nu skifter vi trippel-bilerne ud

Vognmand fra Tommerup tager de nye vægte og dimensioner til sig

Kai Andersens Eftf. A/S i Tommerup er gået i gang med at udskifte sine 4-akslede trippel-biler med 2+2-biler. Det er en klar konsekvens af de nye vægt- og dimensionsregler, som trådte i kraft fra nytår.

Han har netop fået den første af fire Volvo FH500 8x4, og fordi de er opbygget med 2+2 aksler, kan de godkendes til den nye totalvægt på 36 ton; men det var lidt af et sats for vognmanden, for han bestilte dem før reglerne endelig var blevet offentliggjort.

- Ja, vi var opmærksom på de nye regler. De har været under opsejling i mange år; men det var alligevel lidt af et sats, siger vognmand Torben Andersen. Vi vidste jo ikke hvordan akslerne og akselafstanden præcis skulle være, så vi bestilte den 10-15 cm længere end det, vi havde hørt, det skulle være.

Så den forsigtige fynske vognmand ramte rigtige. Bilen er kommet op på de 36 ton mod de 34 ton, som 4-akslede biler tidligere maksimalt måtte veje. Og de to ton ekstra er velkomne for vognmanden.

- Det er en containerbil. Den kører mange jordcontainere og sådan noget, og så er det nogle gange et problem med vægten, fortæller han. Vi bliver lidt mere fleksible med læssene, når vi har de to ton mere at give af.

Det er ikke med udbredt glæde, at Torben Andersen ser de nye vægtregler, for han var rigtig glad for de trippel-biler, som nu ska til at udgå.

De nye 2+2 biler er nemlig lidt sværere at komme rundt med. De har ikke en lige så god venderadius, som trippel-bilerne, som drejer bedre, fordi de har styring på den bagerste aksel.

Transportmagasinet: Er 2+2 bilerne kommet for at blive?

- Ja, det er de desværre, svarer Torben Andersen. Vi havde vænnet os til trippel-bilerne. Vi kører meget flis inde i skovene, og der er de rigtig gode og nemme at komme rundt med.

- Desuden skal man være mere nøjagtig med, hvordan man læsser en 2-2 bil. Det skal helst ligge foran i containeren. Med trippel-bilerne kunne vi have hele vægten bagpå. Og så købte vi bilerne med lidt større aksler – gerne 10 ton aksler. Så kunne vi blive inden for de 34 ton.

- Nu skal vi være lidt mere nøjagtige, når vi læsser bilerne, siger Torben Andersen, som har tre til på vej. De skal alle erstatte nogle veludtjente trippelbiler.

FAKTA

  • De nye Volvoer er med fuld luft, Volvo Dynamic Steering og VEB+ motorbremse. Derudover er der Volvo Connect med abonnementerne Chaufførtider, Brændstof & Miljø og Positionering.
  • Bilen er opbygget ved Fyns Karosseribyg, malet ved Sydfyns Lak, skrift er fra Dansk Skilte Center A/S og motorkåbe fra DKTEX.
  • Den er færdigopbygget ved Autohuset Vestergaards egen opbyggerafdeling i Odense ved tekniker Peter Eskildsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094