23948sdkhjf

Lars Saltoft: - Vi svært tilfredse med resultatet. Det har været et virkelig godt år

Omsætningen gik tilbage for DSV Transport A/S, men overskuddet steg med 10 millioner kroner

DSV Transport havde et rigtig godt år i 2022-2023; men det er blevet endnu bedre her i 2023-2024. Sådan lyder konklusionen fra Lars Saltoft Kristoffersen, adm. direktør i DSV Transport.

- Vi er gået en lille smule tilbage på omsætning, men det er faktisk regionalt. Det er vores Jyllands-afdeling, der er gået en lille smule tilbage. Faktisk har vi haft markant fremgang i øst, siger han.

DSV Transport har ikke været så eksponeret mod byggeriet, som andre måske har været. Til gengæld er der kommet mange opgaver inden for infrastruktur, energi og fjernvarme. Det er ganske enkelt lykkedes at få omstillet forretning til de opgaver, som det har været bud om. DSV Transport har uden problemer kunne absorbere nedgang i byggeriet ved at gå på anlægsopgaver inden for infrastruktur og fjernvarme – og så har der været Novo. Novo har stor betydning for Danmark; men også for byggeriet, hvor der har været store projekter i Kalundborg, Bagsværd, Hillerød og snart også i Odense. Det er noget, der fylder i det danske byggeri-anlægsmarked.

- Der er heller ingen tvivl om, at vi har været bedre til det, vi kalder produktmix. Altså det mix mellem de opgaver, vi gerne vil køre. Vi er blevet bedre til at selektere og vælge de rigtige opgaver. I stedet for kun at gå efter volumen, er vi gået efter produktmixet. Så selv om vi går en lille smule tilbage, går vi 10 millioner kroner frem på vores indtjening. Så det har været et fantastisk år. Der er mange ting, der er lykkedes for os, og det er vi jo super stolte af og glade for.

I regnskabsåret, der går fra den 1. maj 2023 til 30. april 2024 er overskuddet i DSV Transport A/S steget fra 28,4 til 38,6 millioner kroner. Omsætningen kaldt til 804 mio. kr.

Næste år

Lars Saltoft tror ikke nødvendigvis, at man kan levere et lige så godt resultat til næste år; men han er fortrøstningsfuld og tror på, at mange af de projekter fra regeringens infrastrukturpakke 2035, som ruller de næste par år, kan komme virksomheden til gode.

- Vi har været dygtige til at få nogle vigtige fjernvarmeprojekter på Sjælland, og nu har vi lige landet tre store etaper af E45-motorvejen. Så vi forventer, at vi vil kunne opleve vækst i det jyske.

- Det er klart, at der altid er lidt usikkerhed i markedet. Kommer projekterne til at køre? Kommer infrastrukturpakkerne til at rulle sig ud som planlagt? Samlet set er vi fortrøstningsfulde.

Og så nævner Lars Saltoft Kristoffersen, at der også er mange jernbaneprojekter både på Sjælland og i det jyske. De næste par år skal jernbanen også opgraderes på Fyn.

Vintertjeneste

En anden stor opgave for DSV Transport er vintertjenesten. Her går man sammen med en række vognmænd og byder sammen på Vejdirektoratets udbud.

- Det er os som centralt selskab, der har aftalen med Vejdirektoratet, og så bruger vi vores vognmænd som underleverandører. Og vi har netop haft en travl vintertjenestesæson, hvor vejret for første gang i mange år viste tænder.

Transportmagasinet: Vinteren gav en hed debat om vinterdæk. Hvad mener du om den?

- Jeg synes det er ærgerligt, at hele debatten om vinterdæk til lastbiler opstod, fordi der var nogle, der sad fast på motorvejen natten over. Det var selvfølgelig meget uheldigt; men det førte til debat om, vi skulle indføre vinterdæk på lastbiler. Det vil både rent praktisk og i forhold til effekten vil være helt håbløst, fordi det vil afstedkomme et landsdækkende krav. I Danmark er det jo sådan, at vi kan have snestorm Nordjylland og fem graders varme på Falster. Så det giver ingen mening med en lovkrav.

- Nogle synes, at vi skal have de samme regler, som vi har i Sverige og Norge; men jeg tænker ikke, at det vil være nødvendigt. Derfor er jeg glad for den dialog, der har været med transportministeren. Ligesom han er vi også tilhænger af, at man ser lidt mere pragmatisk på det.

Det går godt

Transportmagasinet: Når det går godt for DSV Transport, så går det vel også godt for de vognmænd, der kører for jer?

- Ja, det må man sige, svarer Lars Saltoft Kristoffersen og tænker tilbage på den årlige vognmandsdag i april.

- Jeg kunne virkelig mærke det på stemningen, og jeg kan også se det på tallene, at vi afregner vores vognmænd markant bedre. Det vil sige, at der er ro på vores vognmænd, og at de kan få det til at hænge sammen.

- Jeg kan også mærke det på de spørgsmål, de stiller på sådan et vognmandsmøde. Hvis det går skidt, så drejer alting sig om pris, pris og pris; men i år snakkede vi meget om ESG, den grønne omstilling og om beskæftigelse på markedet.

Transportmagasinet: Men hvad bruger I alle de penge til, som I tjener?

- Vi er jo ejet af to danske investorer, som naturligvis skal have udbytte. Men så bruger vi pengene til investeringer i vores forretning. Vi investerer i IT og digitalisering. Vi er også begyndt at investere i ESG

Bruger kræfter på ESG

- Vi skal selv rapportere ESG i 2026, så vi har tidligere i år ansat en ESG-ansvarlig, der arbejder på at lave vores ESG rapportering klar. Underliggende skal hun også gøre det kommercielt ind mod kunderne. Det vil sige, når kunderne handler med os, så i stedet for at de skal ud og have en oplysning med 20 forskellige steder, vil de kunne hente det hele hos os.

Derfor er vi i fuld gang med at få et overblik over, hvordan vi gør det, og hvordan vi får fat i de nødvendige data. Det her er jo en del af vores digitaliseringsprojekt, hvor alle data skal være tilgængelige fuldautomatisk, når man går ind på vores kundeportaler eller bruger vores app-løsninger.

Det er meget omfangsrigt. Det er jo ikke kun at måle på, hvor mange kilometer har lastbilen kørt. Det er også CO2-påvirkninger af det, vi har på ladet.

- Vi har simpelthen sat processen i gang, fordi det var tydeligt for mig, at når jeg så rundt omkring, at det var ikke noget, der var ”top of mind” i transportbranchen. Men det kommer det til at gøre nu, siger han.

- Det skal gøres kommercielt ud mod kunderne; men det er også et værktøj, der er rettet mod vores vognmænd. De sidder hver dag i deres lastbiler og sørger for at betjene kunderne. Derfor skal vi sørge for, at de ikke skal spekulere på alt det der ESG. Vi sørger for alt det, der skal rapporteres – og de data, som vognmanden skal bruge til sin egen forretning, får de via os.

El-lastbil på 56 ton

Den grønne omstilling viser sig også ved, at der nu er kommet solceller på det hovedkontor, som DSV Transport byggede for otte år siden i Roskilde. Dertil kommer, at virksomheden har investeret i sin første el-lastbil.

- Vi har jo som første i Danmark fået en 56 ton Scania elektrisk trækker, som kommer til at køre med en 4-akslet tipkasse, fortæller Lars Saltoft Kristoffersen.

- Indtil nu har der jo kun været 47 og 40 ton totalvægt på el-lastbiler; sammen med Scania kommer vi til at lancere Danmarks 56-tonner på el. Meningen er, at den primært skal i København med jord til Lynetteholm. Den kan køre omkring 250 km, før den skal lade igen.

Transpormagasinet: Er den leveret, eller er den på vej?

- Vi har lige fået den hjem i sidste uger. Nu skal chaufføren lige lære den at kende; men vi forventer at få den i drift her i løbet af juli.

- Endelig har vi også taget en intern beslutning om, at alle firmabiler – også gulpladebiler - her pr. 1. januar 2024, skal være elbiler.

Hovedtal for DSV Transport A/S
Regnskabsår 2023/2024 2022/2023 2021/2022
Valuta: 1.000 kr.
Nettoomsætning 803.716 818.775 665.018
Resultat af primær drift 49.478 37.262 5.287
Årets resultat 38.679 28.363 3.557
Balancesum 188.215 162.545 142.450
Egenkapital 53.301 44.622 31.259
Antal ansatte 69 81 82
Kilde: CVR

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078