23948sdkhjf

Kør i flere retninger med jeres grønne lastbiler

Batteridrevne lastbiler vinder frem, men Scania Danmark opfordrer til, at interesserede vognmænd også overvejer andre grønne lastbiler, hvis el-lastbiler ikke er det oplagte eller mulige valg. Scania anbefaler også at have biogas i tankerne – og i tankene.

Danmark skal elektrificeres, og den danske bilpark skal skifte fra at køre på diesel og benzin til strøm.

De ambitiøse politiske grønne omstillingsmål er blevet et kollektivt mantra. Også i transportsektoren, hvor stadig flere lastbiler skifter fra at køre på sort til grønt brændstof.

”Uden at være eksploderet er efterspørgslen på BEV (Battery Electric Vehicles, red.) øget markant de seneste fem år, så omkring 450 el-lastbiler på 16 ton eller mere kører på danske veje i dag. Kommunerne har været blandt de første til at købe elektriske biler til renovation. Fødevarebranchen og byggemarkeder er de næste, der transporterer varer ud til kunderne med BEV-biler, og nu begynder de store producenter at efterspørge grønne løsninger,” vurderer Scania Danmarks salgsdirektør, Anton Freiesleben.

Fordi det ikke giver mening for alle at skifte til BEV, opfordrer vi kunderne til også at se i andre grønne retninger. Især mod biogas og andre biobrændstoffer. Anton Freiesleben, salgsdirektør, Scania Danmark

Blandt de 450 er 87 renovationsbiler, Scania Danmark har leveret til Københavns Kommunes affaldsselskab ARC, som er den største danske ordre på BEV-biler.

Batteridrevne lastbiler på op til 40 ton med trailer kan i dag køre 300-350 kilometer på en opladning, mens Anton Freiesleben melder, at langturslastbiler på el vil kunne køre 4,5 time mellem ladestop på 45 minutter, når mega-charging snart er mulig.

”Mere end 80 procent af strømmen i det danske elnet er produceret af vedvarende energikilder, og flere vindmølleparker er på vej. Så BEV-biler købes af transportvirksomheder, som vil gøre en indsats for klimaet og samtidig have en stabil og billig forsyning af energi. Desuden er BEV’erne lydsvage og har ingen vibrationer i førerhuset. Chauffører i BEV-biler vil ikke tilbage til dieselbiler igen, fordi kørekomforten er god og trækker chauffører til den type biler,” siger Anton Freiesleben, der anslår, at halvdelen af de lastbiler, der bliver solgt i 2030, vil være batteri-elektriske.

Han fortæller, at rent teknisk vil 50 procent af den danske lastbilpark kunne udskiftes til BEV, men det vil kræve, at alle transportkøbere er klar til at betale en merpris for transporten, og det er de ikke.

”Fordi det ikke giver mening for alle at skifte til BEV, opfordrer vi kunderne til også at se i andre grønne retninger. Især mod biobrændstoffer. Danskproduceret biogas er 100 procent CO2-neutralt, og det er markant bedre for klimaet at udvinde biogas end at køre gyllen ud på markerne, hvor det udvikler metan. Biogas står bare i skyggen af den megen hype om el, selv om brændstoffet er rent og økonomisk set en god måde at spare CO2 på,” siger Anton Freiesleben.

Han fortæller, at et syv-akslet Scania-vogntog på i alt 56 ton kan køre mere end 400 kilometer på fulde gastanke, mens et vogntog på 40 ton kan køre over 500 kilometer med supplerende gastanke bag førerhuset og motorstyrke svarende til dieselbilernes.

”Desuden findes forskellige type biodiesel-produkter som RME og HVO som har den store fordel, at eksisterende dieselbiler kan anvende dem. Det er stadig dyrt at benytte, men giver en CO2-reduktion på op til 90 procent i forhold til diesel. De brændstoffer er oplagte at benytte på for eksempel store kranbiler, der ikke har plads til batterier eller gastanke. De kører sjældent ret langt eller hurtigt, så udgiften til brændstof vil kun udgøre en lille del af den fakturerede timepris,” vurderer Anton Freiesleben.

FAKTA

Grønne lastbiler koster stadig mere end dieselbiler. Det samlede regnskab giver en typisk merpris på omkring 20 procent på BEV-biler og 10 procent for biogasbiler.

CO2-udslippet fra produktionen af Scanias battericeller er kun en tredjedel af normal industristandard for lithium-ion-batterier. I 2030 forventes det tal reduceret til 10 procent.

Scania benytter en ny type lithium-ion-batterier, som kan holde i op til 12 år. Det svarer til bilens levetid, medmindre den kører meget tungt eller ekstraordinært mange kilometer.

Kilde: Scania Danmark

BEV-bil fra Scania gør det grove arbejde komfortabelt

DSV Transport har for nylig købt Scanias BEV-topmodel 45R. Tipsættevognstrækket kører jord- og materialetransporter til kunder i bygge- og anlægsbranchen i Storkøbenhavn.

Bilen er Danmarks første tre-akslede BEV-trækker til entreprenørkørsel og kan håndtere 56 ton, som er det maksimale for syv-akslede vogntog.

Scanias simuleringer viser, at bilen ved f.eks. jordkørsel til Lynetteholmen har en rækkevidde på 240 kilometer med et ladestop på 20 minutter i en af dagens pauser og så fuld opladning om natten.

”Den kører også snildt 300 kilometer på en dag, som passer godt med at køre ture fra grusgravene ved Roskilde til byggepladser i København. Vi var på forhånd skeptiske over for bilens energiforbrug, men den klarer det bedre, end vi og Scania forventede. Holder vi i længden Scanias forventede rækkevidde på en opladning, er vi meget tilfredse,” fortæller driftsdirektør i DSV Transport, Lars Dich-Johansen.

Han fremhæver desuden arbejdsmiljøet for chaufføren som et plus ved den el-drevne Scania.

”Chaufføren er meget begejstret, for han oplever ikke støj fra dieselmotoren i førerkabinen. Desuden fremhæver han bilens trækkraft og drejningsmoment, som er lige så gode som i en diesel-lastbil, men selv om den accelerer godt og hurtigt, sker det i en behagelig, glidende bevægelse,” siger Lars Dich-Johansen.

Bilen glimrer ved at være 100 procent emissionsfri og næsten lydløs i sin kørsel. DSV Transport benytter el-lastbilen til at markere de nye og grønnere tiders komme i forhold til underleverandører og samarbejdspartnere.

”Vi er stolte over at bidrage til grøn omstilling med el-bilen, som vi vil få flere af, selv om vi jo ikke udskifter hele flåden fra i dag til i morgen. Vi har 350-400 biler ude at køre dagligt, men kun omkring 20 er vores egne. Vi sender med el-bilen det signal til underleverandørerne, at vi ser de biler som vejen frem. Markedet skal også vænne sig til merprisen fra el-bilerne, og infrastrukturen skal følge med. Desuden appellerer vi til regeringen om, at vi kompenseres for den forskel i den kapacitet, vi kan læsse bilerne med, som batteriet på to-tre ton giver. Totalvægten er den samme, men vi kan ikke fragte den samme mængde, og blandt andet derfor er transport med el-lastbil dyrere,” siger Lars Dich-Johansen, der påpeger, at DSV Transport arbejder på at få så mange af sine dieselbiler som muligt til at køre på HVO.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109