23948sdkhjf

Højesteret godkender fratagelse af kartoffel-chaufførs kørekort

Det var i orden, at politiet midlertidigt tog kørekortet fra mand, der dumpede kartofler på Storebæltsbroen

Det var helt efter bogen, da politiet i sommeren 2023 midlertidigt inddrog kørekortet fra en mand, der 1. juni med vilje havde aflæsset flere ton kartofler på motorvejen i Kolding og på Storebæltsbroen.

I en kendelse siger Højesteret god for politiets ageren. Kendelsen, der blev afsagt torsdag, er fredag lagt ud på Højesterets hjemmeside.

Føreren havde indbragt sagen for landets højeste retsinstans, i håb om at domstolen ville sige, at politiet ikke skulle have frataget ham kørekortet midlertidigt.

For i Retten i Svendborg fik vognmanden først medhold i, at hans førerret ikke skulle være inddraget. Men den afgørelse ændrede landsretten senere, og Højesteret har også godkendt fratagelsen.

"Særligt hensynsløs"

Højesteret fandt det bevist, at manden med sine handlinger bevidst satte sig ud over hensynet til andre bilisters sikkerhed på en måde, som indebærer, at hans kører måtte anses for særligt hensynsløs.

- Der forelå ikke omstændigheder, som kunne begrunde, at ubetinget frakendelse undlades, skriver Højesteret i et resumé.

Det var også korrekt, at politiet lod være med at udstede et midlertidigt kørekort til manden, i forbindelse med at det originale kørekort blev inddraget.

Spørgsmålet om kørekortet har dermed været forbi tre retsinstanser, inden sagen om selve kartoffelaflæsningen er indledt i byretten.

Der er rejst tiltale mod lastbilchaufføren og tre andre mænd, og der er i Retten i Svendborg afsat seks retsdage til sagen med begyndelse 17. marts. Sidste dag er 30. april 2025.

"Adskillige ton" kartofler blev aflæsset i de spæde timer af 1. juni 2023 på Sønderjyske Motorvej og senere på Storebæltsbroen.

Det var mørkt, og sigtbarheden var lav, hvilket skabte fare for kollision, beskadigelser, ødelæggelser og glatte vejtilstande, fremgår det af anklageskriftet.

En vagtchef hos Fyns Politi kaldte det dengang "en meget, meget farlig situation".

Protestaktion

De aflæssede kartofler var en protestaktion, og den fandt sted samme dag, som Folketinget vedtog et lovforslag, der indfases fra 1. januar 2025 og pålægger lastbiler en kilometerafgift.

Den pågældende chauffør, som i dag er 59 år, har tidligere erkendt, at det var en bevidst handling, han foretog. Han sad fængslet i 11 dage i forbindelse med sagen.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, at anklagemyndigheden ved Fyns Politi går efter fængsels- og bødestraf.

I straffesagen er der blandt andet rejst tiltale for hærværk af betydelig og organiseret karakter, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden samt forsætlig skadeforvoldelse på andres person eller formue.

Det er uvist, hvordan mændene forholder sig til anklagerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062