Vognmænd kræver bedre bremsekontrol – nu rykker sagen ind i på Christiansborg

Bremserne på danske trailere holder ikke standarden i praksis.
Det mener en gruppe vognmænd, der oplever, at bremseeffekten på mange nye trailere er så lav, at den knap nok opfylder lovens krav – og i nogle tilfælde kun i teorien.
Det betyder øgede vedligeholdelsesomkostninger, risiko for skævt slid og potentielt farlige bremselængder.
I dag kl. 13.15 mødes FDL med Transportudvalget for at drøfte Færdselsstyrelsens kontrolregler.
FDL’s hovedbudskab er klart: Bremserne skal fungere optimalt hele tiden – ikke kun ved syn.
Artiklen kort
- Vognmænd oplever, at bremser på nye trailere kun lige lever op til lovens minimumskrav, hvilket fører til øget slid, højere vedligeholdelsesomkostninger og øget risiko for uheld.
- Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) mødes i dag med Transportudvalget for at drøfte Færdselsstyrelsens kontrolregler for trailerbremser.
- FDL mener, at bremser skal fungere optimalt hele tiden – ikke kun til syn – og ønsker bedre testkrav ved levering.
- Vores hovedbudskab er, at vi vil have nogle bremser, der altid virker, og ikke kun når bilen skal til syn, siger Jens Groot, kontorleder i FDL.
Men det store spørgsmål er, om politikerne vil gå videre med sagen – eller om ansvaret fortsat vil ligge hos vognmændene selv?
Bremser består lige akkurat
Bremseproblematikken på danske trailere er velkendt blandt vognmænd.
Sagen har tidligere været omtalt i Transportmagasinet, hvor vognmand Freddy Frederiksen påpegede, at bremserne på trailere og påhængsvogne slides langt hurtigere end dem på selve lastbilen.
Vognmændene oplever, at bremserne kun fungerer på papiret – og at de i praksis kræver store justeringer for at leve op til forventningerne.
FDL og andre vognmænd mener, at mange fabriksnye trailere leveres med bremser, der kun lige akkurat klarer minimumskravene i lovgivningen.
Problemet opstår især, fordi bremseeffekten ikke nødvendigvis er tilpasset den faktiske belastning i vognmandsdriften.
Blandt de typiske problemer nævner vognmændene:
- For lav bremsekraft (ofte kun 50-55 pct. ved test på rullefelt)
- Skævt slid på bremseklodser og tromler
- Underbelastede aksler, der resulterer i dårligere nedbremsning
- Hurtigt slid, der kræver udskiftning af bremser langt oftere end nødvendigt
Mange vognmænd har gennem årene måtte justere og optimere bremserne selv, så de yder 60-70 pct. i stedet for de standardiserede 50 pct.
- Hvis du kender lidt til problemet, så ved du også, hvad der er galt, siger Jens Groot.
- Kort sagt skal bremserne kunne bremse til det, loven kræver – og det er ikke det, der sker nu.
Men hvorfor er problemet opstået?
Ifølge FDL skyldes det en kombination af dårlige fabriksindstillinger og utilstrækkelig kontrol.
For dårlige bremser
En stor del af problemet ligger i, at bremserne på trailere og påhængsvogne ofte ikke justeres optimalt i forhold til vogntoget.
I modsætning til en lastbil, hvor bremserne er finjusteret fra fabrikken til det specifikke køretøj, er trailere serieproducerede og justeret efter en generel standard, der ikke nødvendigvis passer til den faktiske belastning.
Når bremserne ikke fungerer optimalt, påvirker det både vedligeholdelsesomkostninger og trafiksikkerheden. Men ansvaret lægges ofte over på vognmændene Jens Groot, FDL
Yderligere forværrer den asymmetriske bremsekraft mellem lastbil og trailer problemet. Mens en lastbil typisk har 100-120 pct. bremseeffekt, leveres trailere ofte med en markant lavere effekt på kun 50-55 pct.
Det betyder, at vogntoget ikke bremser jævnt, hvilket både øger slitagen på bremsekomponenter og skaber ustabilitet i nødbremsesituationer.
- Når bremserne ikke fungerer optimalt, påvirker det både vedligeholdelsesomkostninger og trafiksikkerheden. Men ansvaret lægges ofte over på vognmændene, siger Jens Groot.
Er der opbakning?
Efter flere års kamp har FDL nu fået foretræde for Transportudvalget for at præsentere deres sag.
Men hvad de konkret foreslår af ændringer, vil de endnu ikke afsløre.
- Vi håber på, at der kommer noget ud af mødet, men generelt har det været op ad bakke. Vi ved godt, det er en svær kamp, siger Jens Groot.
FDL ønsker dog en skærpet kontrol af bremser ved levering, så vognmænd ikke selv skal stå for at kompensere for fabrikkernes svage standarder.
Men opbakningen fra resten af branchen er begrænset.
- Nej, faktisk ikke, siger Jens Groot om støtten fra andre brancheorganisationer.
- Hvad jeg tænker om det, holder jeg for mig selv.
Nye regler?
Det store spørgsmål er nu, om mødet i Transportudvalget kan føre til en ændring af reglerne for bremsetest og kontrol af påhængskøretøjer.
Transportmagasinet har talt med næstformand i Transportudvalget, Jens Meilvang, men han ønsker først at udtale sig efter mødet er afsluttet.
Hvis politikerne vælger at gå videre med sagen, kan det betyde skærpede krav til bremsetests, nye kontrolprocedurer – eller måske helt nye fabriksstandarder.
Omvendt kan udfaldet også blive, at FDL’s kritik afvises, og at vognmændene fortsat må finde deres egne løsninger på problemet.
FDL er dog fast besluttet på at kæmpe videre.