23948sdkhjf

Kun for de store? "Grønne krav skaber A- og B-hold i transportbranchen"

Mindre vognmænd kæmper for at følge med i den grønne omstilling, mens de store aktører har bedre økonomiske muligheder.

Den grønne omstilling stiller store krav til vognmændene, men ikke alle har lige mulighed for at følge med.

Små og mellemstore transportvirksomheder kæmper med de høje investeringsomkostninger ved el-lastbiler, mens de store aktører lettere kan absorbere udgifterne.

Serie: El eller Ej?

Transportbranchen står over for store forandringer i takt med den grønne omstilling. I den kommende tid undersøger Transportmagasinet, hvordan vognmænd, politikere og virksomheder navigerer i krav om CO₂-reduktion, investeringer i el-lastbiler og de økonomiske udfordringer, der følger med.

Flere artikler i serien: 
Drømmen om el-lastbiler halter i praksis: "Politikerne tror, det er plug and play – men sådan fungerer det ikke"

Det skaber en risiko for en skævvridning i branchen, hvor kun de største overlever.

ITD-formand John A. Skovrup ser særligt økonomien som en barriere, mens DTL-direktør Erik Østergaard peger på, at politiske støtteordninger ikke må ende med kun at gavne de store virksomheder.

Små vognmænd taber kampen om el
- Når du skal købe en lastbil, skal du have den finansieret. For små vognmænd betyder det en langt større byrde, fordi en el-lastbil er langt dyrere end en diesel, siger John A. Skovrup. 

- For de store virksomheder er det infrastrukturen, der er problemet, men for de små er det økonomien.

Erik Østergaard supplerer.

- Der er klart en risiko for, at de grønne krav skaber en skævvridning, hvor kun de store virksomheder kan følge med. Derfor arbejder vi på, at de støttepuljer, der bliver uddelt, også går til de små aktører. Ellers ender vi med en branche, hvor de store dominerer, og de små må lukke eller køre videre med diesel, hvilket strider mod formålet med omstillingen.

Er støtteordninger en løsning?
ITD og DTL har tidligere været modstandere af støtteordninger, men situationen er kompleks.

- Vi vil gerne være en branche, der klarer sig selv og ikke bliver afhængige af tilskud, siger Skovrup.

Erik Østergaard fra DTL understreger, at støtteordningerne hidtil ikke har været skruet sammen, så de hjælper de små aktører i tilstrækkelig grad.

- Det er et problem, hvis de støttepuljer, der bliver udbudt, reelt kun gavner de store transportvirksomheder. De små aktører har sjældent de ressourcer, det kræver at søge komplicerede puljer, og ofte bliver midlerne allokeret til større spillere, som i forvejen har kapitalen til at investere i grøn teknologi.

Han peger også på, at der mangler langsigtede løsninger, som kan give de små vognmænd mulighed for at omstille sig gradvist.

- Vi har brug for en model, hvor støtten ikke bare gives som en engangsbevilling, men hvor der er en reel overgangsperiode, så de små virksomheder kan følge med. Ellers risikerer vi at skubbe en stor del af transportbranchen ud i en situation, hvor de ikke kan konkurrere.

Østergaard mener, at politikerne bør tænke mere i incitamenter frem for kun at straffe de, der ikke omstiller sig hurtigt nok.

- Hvis vi kun fokuserer på restriktioner og forbud mod diesel, uden at have en stærk økonomisk plan for de små vognmænd, risikerer vi at skabe et transportmarked, hvor kun de største overlever. Det er ikke en retfærdig eller bæredygtig måde at lave grøn omstilling på.

Han foreslår blandt andet differentierede støtteordninger, hvor virksomhederne får hjælp i forhold til deres størrelse og økonomiske kapacitet.

- De store virksomheder skal selvfølgelig tage deres del af ansvaret, men vi må ikke glemme de små og mellemstore vognmænd, der stadig udgør rygraden i dansk transport.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.139