23948sdkhjf

Tungt farvel: Havn skiller sig af med ikonisk kran

Den bulgarske ejer har været i Kalundborg for at hente sit nye hardware hjem

Søndag den 4. maj var en særlig dag på Kalundborg Havn.

Her vinkede havnen nemlig farvel til deres Fantuzzikran, der er blevet solgt og fremover skal løfte tungt på Burgas Havn i Bulgarien. 

Fantuzzikranen har i en årrække været en fast bestanddel af Kalundborg Havns skyline, men som dieselhydraulisk kran passer den ikke længere ind i havnens ambitioner om at reducere CO2-udledningen og modernisere havnedriften.

Salget af kranen har derfor været en strategisk beslutning, der ikke blot mindsker brugen af dieseldrevet udstyr, men også bidrager direkte til den grønne omstilling på havnen, da indtægterne fra salget har været med til at finansiere elektrificeringen af havnens to Gottwald-containerkraner.

- Det har været nødvendigt af flere årsager at afhænde Fantuzzien. Det er en ældre kran, som stod over for et omfattende og kostbart eftersyn, og samtidig harmonerede den ikke længere med vores grønne strategi, siger Bent Rasmussen, der er direktør for Kalundborg Havn.

- Ved at sælge dieseldrevet udstyr og investere i elektrificering understøtter vi en mere bæredygtig havnedrift. Fantuzzien har fortsat mange gode år i sig, og vi er glade for, at hun får nyt liv i Burgas,tilføjer han.

Logistik

Kalundborg Havn meldte salget ud i sensommeren 2024, og det var meningen, at kranen skulle have været fragtet bort i januar i år. Men havnen blev ramt af logistiske udfordringer, der forsinkede processen. 

For Burgas Havn har samtidig har købt en lignende kran fra en islandsk havn, og begge kraner skulle afhentes samlet af hensyn til økonomi og miljø. 

Nu er alle brikker faldet på plads, og Fantuzzien er sendt afsted mod sit nye hjem ved Sortehavet, hvor den vil bidrage til udviklingen af havnedriften i regionen.

- Det har været en længere proces at få logistikken på plads, men vi er tilfredse med at lastningen af kranen er forløbet uden problemer, og at Fantuzzien nu er på vej mod sin nye destination, siger Bent Rasmussen.

Efter planen ankommer kranen til Burgas Havn om et par uger. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062