Daimler Truck nedjusterer på grund af faldende efterspørgsel i USA

Usikkerhed om det nordamerikanske marked har tirsdag aften fået den tyske lastbilproducent Daimler Truck til at nedjustere sine forventninger til 2025.
De nye meldinger præsenteres i regnskabet for første kvartal, hvor både omsætning og indtjening ellers udviklede sig bedre end ventet af analytikerne.
Meget er der dog sket siden kvartalsafslutningen, idet den amerikanske præsident, Donald Trump, blot to dage inde i det nye kvartal annoncerede omfattende toldsatser over for USA's samhandelspartnere.
Det skaber nu stor usikkerhed om afsætningsmulighederne for selskabet i USA.
- På grund af den voksende økonomiske usikkerhed og det deraf følgende pres på efterspørgslen i USA reducerer vi vores salgsforventninger for hele året, mens vi holder vores marginforventninger uændrede - både for Nordamerika og for vores industriforretning - et bevis på vores øgede styrke, siger finansdirektør hos Daimler Truck, Eva Scherer, i regnskabet.
Daimler Truck venter i industriforretningen nu en omsætning på 48-51 mia. euro mod en tidligere forventning på 52-54 mia. euro, og forventningerne til væksten i det justerede driftsresultat er sænket til intervallet mellem minus 5 og plus 5 pct. fra en tidligere forventning om en resultatfremgang på 5-15 pct.
- Den opdaterede prognose for regnskabsåret 2025 afhænger af den videre makroøkonomiske og geopolitiske udvikling. Det er baseret på den antagelse, at Daimler Truck kan fortsætte med at operere under USA-Mexico-Canada-aftalen (USMCA), skriver Daimler Truck.
Aktien i Daimler Truck steg tirsdag 1,9 pct. til 39,76 euro.
.\\˙ MarketWire