Kuehne+Nagel rykker ind i Spanien med storstilet opkøb
Kuehne+Nagel har underskrevet en aftale om at overtage den spanske transport- og logistikvirksomhed TDN, som har hovedsæde i Madrid.
Det skriver Kuehne+Nagel i en pressemeddelelse.
Med opkøbet styrker Kuehne+Nagel sin position på det europæiske groupage-marked og udvider sin tilstedeværelse betydeligt i Spanien og Portugal.
– TDN er en lokal markedsleder med et stærkt vejnetværk i Spanien. Sammen med vores nuværende setup kan vi tilbyde bedre leveringstider og hyppigere afgange til og fra Den Iberiske Halvø, udtaler Hansjörg Rodi, Executive Vice President, Road Logistics hos Kuehne+Nagel i en pressemeddelelse.
TDN beskæftiger over 600 medarbejdere og håndterede mere end én million forsendelser i 2024. Med 45 terminaler og en flåde på mere end 700 køretøjer dækker selskabet hele Spanien samt de Baleariske Øer, De Kanariske Øer og Portugal.
– Både TDN og Kuehne+Nagel har fokus på entreprenørskab og høj servicekvalitet, og vores netværk supplerer hinanden rigtig godt. Vi ser frem til at tilbyde vores kunder endnu bedre løsninger og skabe nye muligheder for vores medarbejdere, udtaler Susana Fernández Paradela, President i TDN i en pressemeddelelse.
Opkøbet forventes afsluttet inden for de kommende uger og er betinget af godkendelse fra relevante konkurrencemyndigheder. Transaktionen vil straks være indtjeningsforøgende og fuldt integreret i Kuehne+Nagels eksisterende forretning. Fokus vil være på at udnytte kompetencerne i begge selskaber og sikre en gnidningsfri overgang.