Fart under pres: Hver tredje chauffør træder for hårdt på speederen

Når håndværkere og pakkebude suser afsted i varebilerne, sker det ofte med lidt for tung speederfod.
En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 34 procent af varebilchaufførerne kører 90 km/t eller mere på veje, hvor hastigheden er sat til 80 km/t.
Til sammenligning gør kun 15 procent af almindelige bilister det samme.
– De erhvervsdrivende i varebiler gør et stort arbejde for at holde Danmark kørende. Desværre går det for ofte for stærkt, og varebilerne er da også overrepræsenterede i personskadeulykker. De er nemlig part i fem procent af ulykkerne, men involveret i 15 procent af personskaderne. Derfor er det afgørende, at virksomhederne tager ansvar og indretter arbejdet sådan, at færdselsreglerne bliver overholdt, og tager trafiksikkerheden alvorligt i hverdagen, udtaler Jakob Bøving Arendt, direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Ifølge en anden undersøgelse fra 2024 oplever hver tredje dansker, at biler med for høj fart i nærområdet skaber utryghed. Det gælder især varebiler, som fylder godt på vejene og ofte kører i tæt trafikerede områder.
– Som forsikringsbranche er tryghed og sikkerhed for vores kunder en kerneværdi, så vi opfordrer til, at man i virksomhederne gør alt, hvad man kan, for at chaufførerne kører hensynsfuldt og følger færdselsloven. Den erhvervsmæssige kørsel udgør en stor del af trafikken på de danske veje, så det er et vigtigt indsatsområde for vores trafiksikkerhed. Virksomhederne kan selvfølgelig også altid tage fat i deres forsikringsselskab for råd og vejledning, udtaler Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension.
Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at virksomheder udarbejder klare retningslinjer for fart, planlægger ruter med plads til pauser og holder løbende dialog med chaufførerne om trafiksikkerhed.