Brdr. Plagborg når markant milepæl

Den 26. juni nåede Brdr. Plagborg i Lindved ved Vejle en markant og længe imødeset milepæl, da virksomheden overdrog nøglerne til en Scania til direktør for Brovst Transport, Niels Erik Pedersen.
“Bilen var opbygning nummer 20.000, som er en stor milepæl, vi er stolte over. De første år siden starten i 2002 var antallene af leverede opbygninger relativt små, men de senere år har vi ligget på mellem 1500 og 1700 leverede opbygninger om året, som gør os store efter danske forhold. Vi forventer, at vi i løbet af få år når 2000 leverede opbygninger på et år,” fortæller salgschef for Brdr. Plagborg, Ian Tambo.
Fragtladsopbygningen på den to-akslede Scania P-model til Brovst Transport er en typisk opgave for Brdr. Plagborg. Virksomheden opbygger last- og varebiler efter de specifikke behov og ønsker, fragtmænd og andre virksomheder har til bilerne. Brdr. Plagborg udfører unikke tilpasninger og har skabt standarder som ProfilBox og andre typer distributionsopbygninger.
De senere år har vi ligget på mellem 1500 og 1700 leverede opbygninger om året. Vi forventer, at vi i løbet af få år når 2000 leverede opbygninger på et år. Ian Tambo, salgschef, Brdr. Plagborg.
Brovst Transport har handlet lastbilen hos den nordjyske Scania-forhandler Stiholt, som Brdr. Plagborg arbejder sammen med om at tilpasse lastbiler med opbygninger.
“Brdr. Plagborg er progressive og gode til at byde ind med nye muligheder og produkter, de selv har udviklet. Virksomheden står for kvalitet og god opfølgning, så hvis noget indimellem skal rettes, gør Brdr. Plagborg det uden nogen sværdslag. Vi mener begge, at en aftale er en aftale, som vi står ved. Vi har et godt samarbejde, som giver vores kunder præcis de lastbiler, de ønsker,” siger Jens Holger Pedersen, markedschef i salgsteamet hos Stiholt, der har årtier lang anciennitet som kunde hos Brdr. Plagborg.

Kontrakt med Forsvaret
Ian Tambo giver Brdr. Plagborgs evne til at udfordre status quo og se udviklingsmuligheder i nye strømninger æren for, at virksomheden formår at vokse og levere stadig flere opbygninger år for år.
“Et højaktuelt eksempel på et nyt marked er den fireårige kontrakt, vi har indgået med Forsvaret. Vi har løbende leveret til Forsvaret, men Danmark opruster jo kraftigt i disse år, så for kort tid siden deltog vi i et udbud og vandt det. Kontrakten er på et større antal specialtrailere i varierende modeller, som vi har udviklet og producerer. Vores tilgang til de opbygninger er den samme, som vi i forvejen er kendt for. Kvalitet og evnen til at udvikle har helt sikkert været et plus for os. Vi håber, at den kontrakt giver os en god mulighed som dansk leverandør til Forsvaret og i NATO-regi, hvor man handler på kryds og tværs indbyrdes og bruger andres erfaringer ved indkøb. Forhåbentlig er kontrakten med Forsvaret kun begyndelsen for vores nye afdeling Defence Mobility,” siger Ian Tambo.

Endnu vides ikke, om 2025 bliver året, Brdr. Plagborg når endnu en milepæl: 2000 opbygninger på et år, men muligheden foreligger. Den 28. april modtog virksomheden for eksempel ikke færre end 28 vare- og lastbiler fra danske og udenlandske kunder, der ønsker opbygninger.
I første omgang blev bilerne kørt på enten nær- eller fjernlageret, hvor Brdr. Plagborg har 400 biler stående, inden de tilpasses og leveres til kunderne.
“Vi modtager stadig flere elbiler, som er populære og antallet stiger kun. Naturligvis er de fleste af dem endnu små og mellemstore biler til især nærdistribution af varer og gods, men vi er sammen med en nær samarbejdspartner ved at tilpasse tre-akslede el-lastbiler, som en stor fødevareproducent vil levere brød med over det meste af landet,” fortæller Ian Tambo.
FAKTA
Brdr. Plagborg i Lindved blev stiftet i 2002 af brødrene Carsten, Jens Jørgen og Karl Erik Plagborg.
Virksomheden har mere end 20 år opbygget varebiler og lastbiler af alle mærker med lad, bokse, kasser, knæklad, lys, kameraer, sensorer og andet efter kundernes behov. Desuden bygger virksomheden specialpåhængsvogne.
Brdr. Plagborg er bl.a. certificeret Mercedes Benz Truck-opbygger, Mercedes Benz VanPartner, MAN Truck og Bus-opbygger, VW integrated partner og Nissan-opbygger.
Kilde: Brdr. Plagborg