En 60-årig kvinde mistede livet, da et IC3-tog fredag eftermiddag kolliderede med et landbrugskøretøj syd for Bjerndrup. I alt 106 personer var involveret i ulykken, hvoraf to – togets lokofører og føreren af lastbilen – fortsat er i kritisk tilstand.
Ifølge Syd- & Sønderjyllands Politi er yderligere 24 personer kommet til skade.
Politiet understreger, at alle passagerer og pårørende skal være registreret. Derfor opfordres folk, der endnu ikke er det, til at henvende sig til Politiets Servicecenter på 1-1-4.
– I aftes og i nat løftede en kran nogle af de havarerede vogne for at sikre, at der ikke var yderligere tilskadekomne på stedet. Politiets hunde samt droner har derudover gennemgået området meget grundigt. Der blev ikke fundet yderligere tilskadekomne, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiets teknikere og Havarikommissionen arbejder lørdag på stedet, som fortsat er afspærret. Bagage, der befinder sig i toget, kan først udleveres, når området er frigivet.
Passagerer, der oplever fysiske smerter, skal kontakte lægevagten eller 112 i akutte tilfælde. For psykiske efterreaktioner kan man henvende sig til Den psykiatriske akutmodtagelse i Esbjerg eller Aabenraa. DSB har desuden oprettet en hotline for passagerer og pårørende på telefon 7024 4514.