Det er slut.
Fra 1. september må buspassagerer og trafikanter i Movias område ikke længere møde reklamer for betting, casino og andre pengespil.
Trafikselskabet har ændret sine reklameregler, og dermed følger Movia trop med en række regionale kolleger.
– Vi har lyttet til de mange henvendelser fra kommuner og regioner, som ønsker en strammere regulering af spilreklamer. Vi har et ansvar som offentligt trafikselskab, og vi ønsker ikke, at vores busser bidrager til et voksende samfundsproblem, udtaler Kirsten Jensen, bestyrelsesformand i Movia og borgmester i Hillerød, i en pressemeddelelse.
Movias beslutning er inspireret af andre selskaber som Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab og Fynbus, der tidligere har indført tilsvarende forbud.
– Vores busser og tog er en vigtig del af det offentlige rum. Vi ved, at spilreklamer især påvirker unge og udsatte grupper, og derfor var det den rigtige beslutning at fjerne dem, siger Kirsten Jensen.
Forbuddet er indført via ændringer i Movias reklameregler, som både operatører og reklamepartnere er blevet orienteret om allerede i marts. Dermed har de haft tid til at udfase kampagner og tilpasse sig.
Ifølge Spillemyndigheden har omkring 32.000 unge mellem 15 og 17 år spillet om penge online det seneste år, selv om det først er tilladt fra 18 år.